Oprindeligt indsendt af manner
Se indlæg
Jeg forventer helt klart, at der kommer til at ske noget. Jeg forventer også at se mere end én spiller, som kan anses for værende en forstærkning, for det har det her hold i den grad brug for. Derfor er det også min forventning, at det kommer til at ske, fordi jeg mener, at det er evident for enhver med en nogenlunde fodboldforstand, at der i høj grad er brug for dette, og vi er ikke så økonomisk pressede, at der ikke burde være budget til dette. I så fald er budgettet i hvert fald misbrugt i en helt grotesk grad.
Jeg er sikker på, at der er mange der deler min forventning om, at der kommer til at ske noget, fordi at det var noget vi snakkede om, allerede inden spillerne mødte op til træning før sæsonstart. Den forventning vil vi gå ind til vintervinduet med, og bliver den ikke bare delvist opfyldt, vil klubben endnu en gang, presse en masse fans ud imod et sted, hvor nogle vil overveje, om det er værd at bruge tid og penge på at følge med i klubben, som det går for tiden.
Er det bedre at tage tyrene ved hornene nu, og lette på låget for, hvad man planlægger skal ske? Det mener jeg jo åbenlyst. Selv hvis man fastholder sit standpunkt om, at truppen er fuldstændig som man ønsker det, så meld det dog ud nu, og skuf en masse fans på forkant, i stedet for at der sidder en masse rasende folk fem minutter i lukketid den 31. januar, og spejder desperat efter handling.
Argumentet omkring, at det jo er en fordel at vide, hvad OB vil i transfervinduet, for de sælgende klubber, vil sikkert blive nævnt på et tidspunkt. Den præmis køber jeg bare ikke. Hvis OB melder ud på forhånd, at man f.eks. vil forstærke truppen med to spillere i vinduet, så har jeg sgu svært ved at se, hvordan det skal bruges imod OB. Det er nok i virkeligheden ret sølvpapirshat-agtigt at tro, at de forskellige sportsdirektører sidder og holder regnskab over, hvad diverse klubber har meldt ud i diverse medier. Forklar mig gerne scenariet, hvor det scenarie skulle blive en ulempe for en klub, og forklar mig så bagefter, hvordan det ikke bare er udtryk for utroligt dårlig ledelse, hvis man skulle ende i sådan en situation.
Til gengæld har OB, i mine øjne, masser at vinde ved at melde ud allerede nu, hvad man forventer at få ind, så man undgår den potentielt enorme kritik der vil komme af klubben, når vi som fans kan se i løbet af januar måned, at vores konkurrenter handler imens vi sidder med hænderne i skødet, eller man kan give fansene noget at se frem til og nogle realistiske forventninger.
Så vil nogle sikkert også mene, at man jo ikke kan love, at man vil hente et minimumsantal af spillere i et vindue, fordi at der jo kan ske ting, der gør at man ikke kan få de spillere, man vil have alligevel. Den køber jeg på ingen tænkelig måde heller. Det er såre simpelt: Hvis Plan A ikke lykkes, så træder Plan B i kraft. Hvis Plan B ikke lykkes, så er det Plan C osv.
Den der gamle sang om, at man står fem minutter i lukketid, og så får man ikke den spiller man har ønsket sig, og så må man nøjes med ingenting, er jo i virkeligheden bare en ledelse der i fuld offentlighed fortæller, at de er inkompetente til deres arbejde. Den dygtige ledelse der handler med rettidig omhu, vil enten sørge for at have handlet på forkant af sådan en situation, eller sørge for at have alternativer klar i skuffen der kan aktiveres hurtigt. Så simpelt kan det siges.
At OB og JH ikke vil forholde sig til den kritik der har været i flere måneder nu, og forsøge at komme pressen og fans i møde, fortæller enten historien om et ubegribeligt niveau af inkompetence, eller en total mangel på forståelse for de kunder man har i butikken, og som når alt kommer til alt ER klubben, nemlig fansene. Jeg ved ikke hvilket af de to scenarie jeg foretrækker, må jeg være ærlig at sige.
Comment