Oprindeligt indsendt af Onkel Riffel
Se indlæg
Min overordnede "beef" er dog ikke, sådan set, med spillerne, der som du skriver ikke færdes så meget i "vores" verden, (selv om jeg personligt synes de netop burde sætte sig ind i det og ikke bare se os som et nødvendigt onde), nej min beef er med de fans, der underkender, hvor meget følelser egentlig fylder, og derfor hverken kan eller vil sætte sig ind i, at nogle af de vigtigste drivkrafter, der ligger til grund for fanatismen i fodbold meget ofte er begreber som "ære" og had". I samme ombæring kan vi smide begrebet "kærlighed" op som den overordnede paraply, og det skaber en situation, hvor det at se en elsket spiller i en hadet klubs trøje, det er ikke bare noget, man sådan lige kan komme sig over. Hverken på kort eller lang sigt.
Det samme had til forskelluge klubber er nemlig én af drivkrafterne bag det at gejle sig op til at skabe en stemning, hvor søgt det så end kan lyde i visse folks ører. Så når der er en fan, der åbent erklærer herinde f.eks at hadet til Falk har givet vedkommende en gnist, som vedkommende ikke har haft i meget lang tid, så er det i mine øjne hverken "trist" eller forkert. Det er et udtryk for ren passion. Hvilket kan anspore flere til at finde den samme gnist. Det modsatte af kærlighed er nemlig ikke, i denne situation, had. Det er ligegyldighed.
Af samme grund mener jeg, at had til modstanderne og kærligheden til klubben går hånd i hånd. Det er ikke hinandens modsætninger.
Derfor er der nogen, der reagerer voldsommere end andre. Indrømmet; jeg vil aldrig argumentere for, at fanatismen, passionen, hadet skal blive så stort, at det nærmest kan blive helt legitimt at kaste trusler spilleres vej eller for den sags skyld yde korporlig vold og hærværk, for det kan det aldrig blive. Men man skal ikke underkende betydningen af det had, der lægger til grund for reaktionerne. For uden det had, uden den gnist, så vil der ikke være noget, der hed fanatisme. Så ville vi bare være en flok "ja-sigere", der blot kan kaste fynske klenodiers skifte til hovedstaden af sig, som var det en tung, våd frakke, og ikke det hjerteskærende riv i løgposen, som det bl.a personligt føltes for mig, da jeg så billedet af Falk på storskærmen ved Fyens Stiftstidende.
Jeg har en fornemmelse af, at der er rigtigt mange, både blandt spillere, journalister, interessanter, ledere og ikke mindst medfans, der har så svært ved at forstå den verden, som mange af "os" lever i, at det altid vil føre til "kultursammenstød", hvis man kan tillade sig at kalde det dét.
De har så svært ved at forstå, at alle de gode ting som Falk har gjort for OB, de nærmest blev nulstillet, det øjeblik, han skiftede. De har så svært ved at forstå, at man ikke bare kan give respekt til en spiller p.g.a minder. Indrømmet, de arbitrære regler, du snakker om, der fra sag til sag afgør hvilke spillere der lægges for had, og hvem der hyldes, er svære at finde logik i, men i stedet for at harcelere over dette, hvorfor så ikke erkende, at der altid vil være en anderledes fanatisme end ens egen?
Kultursammenstødet vil finde sted til hver eneste OB-kamp i foråret, navnlig på hjemmebane, og det er hverken gavnligt for os som klub eller os selv som individer. I erkendelse af, at man nok får svært ved at lave om på kulturen, så ville den bedste løsning være, hvis grunden til sammenstødet simpelthen ikke får lov til at blive til grund til den splittelse. Falk skal ikke spille i foråret. Men den løsning bliver ikke aktuel, fordi Kent Nielsen er ansat som sportslig ansvarlig, og som sportslig ansvarlig skal han altid stille det stærkeste hold. Og Falk er "vores" bedste spiller. Ingen tvivl. Men af hensyn til sammenstødet og den uundgåelige splittelse ville den klart bedste løsning være det, som måske ikke er populært hos hverken sportslig ledelse eller hos de fans, der har tilkendegivet, at de vil støtte Falk 100%.
Men jeg kan virkelig ikke se, at der skulle være en bedre løsning.
MvH ChrisOB
Comment