Kære Lars
Vi havde nok, hvad der kan kaldes et asymmetrisk forhold: jeg mødte dig omtrent 450 gange, første gang i 1977, mens du nok aldrig lagde mærke til mig. Eller gjorde du? Du havde jo en evne til at lægge mærke til det meste af det, der foregik omkring dig.
Alligevel føler jeg, at jeg kender dig. Okay, du var jo også igennem hele vores forhold i medierne. Men jeg føler alligevel, at jeg kender dig bedre, og på et dybere plan, end mange af de andre personer der kommer og går i den flygtige medieverden.
Starten på vores forhold var falmende. Du spillede ikke endnu fast for OB, og jeg var de første år kun af og til på stadion. Men vi mødtes dog oftere og oftere, og fra starten af 1980erne og frem blev vi et fast par: du mellem målstængerne hos OB, mig på den høje ståtribune. Oftest fik du min og de andre tilskueres ubetingede støtte, men af og til kom der dog også et ”Aargh, Lars, den kunne du godt have taget”. De sidste situationer var der dog få af, og alle de gode redninger kompenserede for det.
Og så kom medaljerne, og mesterskaberne. Og som tilskuer fik man mulighed for at komme ganske tæt på spillerne, da ingen blev forhindret i at komme ind på banen. Uskyldige tider, inden professionaliseringen satte sig helt igennem. Også pokaltitlerne kom. Ture til Idrætsparken i København – den tids absolut største away-ture. Blå-hvide flag i Tivoli. Fælles march til Parken.
Imens voksede dine evner som målmand, og landsholdet kaldte. Midt i en gylden generation af spillere, der oftest tjente deres løn i engelske, tyske, spanske og italienske klubber, fik du kæmpet dig med. Og havde det ikke været for en vanvittig god Peter Schmeichel havde du nok fået betragteligt flere landskampe end det blev til.
I hjemlige omgivelser var du derimod enerådende: Tipsbladet havde nok reserveret ”Det gyldne bur” til dig i en længere tid. Og selv om der gradvist opstod en større og større rivalisering mellem de danske klubber, lod det til, at du oftest var ”fredet”: allerede i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne stod der en aura af respekt om dig, om man var i Ikast eller Aalborg for at se OB spille. Nå ja, du gav jo også AGF`s fans et varigt minde, da Windfeld scorede mod dig på udspark .
Det var vist også på dette tidspunkt, at den anden helt store i odenseansk og dansk fodbold, Ricardo, på vej til omklædningsrummet på stadion kommenterede, at Lars`s og Kim Zieglers benskinner klirrede: man var ikke mere professionel, end at der var et par Odense Pilsner pakket ned i sportstasken til efter kampen, der var sæsonens sidste.
Og så var der jo aftenen i Madrid. Jeg havde reserveret billetter til kampen, men aflyst, da kongeklubben til sidst scorede, og vandt, i Odense. Jeg havde gjort regning uden dig, Lars. Returkampen kender vi alle, og fra vores TV fulgte vi i ”Tipsklubben” det store mirakel: OB`erne lo, ham der holdt med nierne tog tidligt hjem under vi andres godmodige latter, mens den enkelte tretten-tilhænger forholdt sig passiv. Nå ja, B1913 var jo også dem, der gjorde, at fusionen FC Odense ikke blev til noget. Tak.
På bagkant af ”Miraklet i Madrid” blev stadion ombygget. Min ståplads blev til en siddeplads. Ikke al fremskridt er godt. Vi spillede en sæson (eller mere?) på Atletikken. Husker en dag, hvor et papir blev sendt rundt: vil du være med til at sikre, at Lars bliver i Odense. Skriv under her. Som sagt, så gjort. Jeg bilder mig ikke ind, at denne underskrift sikrede, at Lars blev i OB: men han kom ikke til BIF, eller Tyrkiet, hvilket der var rygter om.
Vores gensidig forhold var på dette tidspunkt blevet tættere. Jeg havde mødt hende, der år senere blev til min kone. Og på trods af, at hun intet vidste, eller ville vide, om fodbold, kunne hun dog sige, at hun et par år havde været i huset hos en familie i Hunderupkvarteret, hvor Lars og hans familie ofte kom på besøg. Så tæt kom jeg på dig .
Og så kom pludselig sæsonen, der var din sidste. Fra starten af 1980, hvor jeg for første gang så alle OB`s kampe på hjemmebane, og til her i år 2000, havde du og jeg fulgtes ad til kampene, du som målmand, og jeg på lægterne, som man sagde dengang. Du blev stedse hyldet, når du kom på fremmede baner, ikke overdrevent, men alligevel. Spontan applaus fra modstandernes fans. Det hele endte så med en testimonial efter engelsk forbillede. Jeg har stadig programmet, et minde om din allersidste kamp.
Som mange andre af spillerne fra dengang forsøgte du også at etablere dig inden for fodbolden, efter din aktive karriere. Efter lidt indledende roderi (var der noget med sportschef?) fandt du din hylde: målmandstræner. Og især i disse år voksede, ved siden af den fodboldfaglige, den menneskelige Lars frem. Du forblev den, du havde været som spiller, men lagde bare på, og på, og på. Og blev den, alle lyttede til, og kunne lære af. Samtidig med, at du altid gav dig tid til at veksle ord med dem, der kom til dig. Der findes vist kun et ord: overskud. Menneskeligt overskud.
De sidste år springer jeg (let) over. Men hvis der alligevel skal sættes et ord på, så er det: værdighed.
Tak for alle oplevelserne. Tak for at agere som om, du kendte også os, der fulgte dig på afstand. På søndag vil jeg, der ellers altid klarer de sørgelige øjeblikke med en sarkastisk kommentar, nok alligevel fælde en tåre. Og det gør ikke noget, hvis andre ser det denne gang. Lars, HVIL I FRED.
Vi havde nok, hvad der kan kaldes et asymmetrisk forhold: jeg mødte dig omtrent 450 gange, første gang i 1977, mens du nok aldrig lagde mærke til mig. Eller gjorde du? Du havde jo en evne til at lægge mærke til det meste af det, der foregik omkring dig.
Alligevel føler jeg, at jeg kender dig. Okay, du var jo også igennem hele vores forhold i medierne. Men jeg føler alligevel, at jeg kender dig bedre, og på et dybere plan, end mange af de andre personer der kommer og går i den flygtige medieverden.
Starten på vores forhold var falmende. Du spillede ikke endnu fast for OB, og jeg var de første år kun af og til på stadion. Men vi mødtes dog oftere og oftere, og fra starten af 1980erne og frem blev vi et fast par: du mellem målstængerne hos OB, mig på den høje ståtribune. Oftest fik du min og de andre tilskueres ubetingede støtte, men af og til kom der dog også et ”Aargh, Lars, den kunne du godt have taget”. De sidste situationer var der dog få af, og alle de gode redninger kompenserede for det.
Og så kom medaljerne, og mesterskaberne. Og som tilskuer fik man mulighed for at komme ganske tæt på spillerne, da ingen blev forhindret i at komme ind på banen. Uskyldige tider, inden professionaliseringen satte sig helt igennem. Også pokaltitlerne kom. Ture til Idrætsparken i København – den tids absolut største away-ture. Blå-hvide flag i Tivoli. Fælles march til Parken.
Imens voksede dine evner som målmand, og landsholdet kaldte. Midt i en gylden generation af spillere, der oftest tjente deres løn i engelske, tyske, spanske og italienske klubber, fik du kæmpet dig med. Og havde det ikke været for en vanvittig god Peter Schmeichel havde du nok fået betragteligt flere landskampe end det blev til.
I hjemlige omgivelser var du derimod enerådende: Tipsbladet havde nok reserveret ”Det gyldne bur” til dig i en længere tid. Og selv om der gradvist opstod en større og større rivalisering mellem de danske klubber, lod det til, at du oftest var ”fredet”: allerede i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne stod der en aura af respekt om dig, om man var i Ikast eller Aalborg for at se OB spille. Nå ja, du gav jo også AGF`s fans et varigt minde, da Windfeld scorede mod dig på udspark .
Det var vist også på dette tidspunkt, at den anden helt store i odenseansk og dansk fodbold, Ricardo, på vej til omklædningsrummet på stadion kommenterede, at Lars`s og Kim Zieglers benskinner klirrede: man var ikke mere professionel, end at der var et par Odense Pilsner pakket ned i sportstasken til efter kampen, der var sæsonens sidste.
Og så var der jo aftenen i Madrid. Jeg havde reserveret billetter til kampen, men aflyst, da kongeklubben til sidst scorede, og vandt, i Odense. Jeg havde gjort regning uden dig, Lars. Returkampen kender vi alle, og fra vores TV fulgte vi i ”Tipsklubben” det store mirakel: OB`erne lo, ham der holdt med nierne tog tidligt hjem under vi andres godmodige latter, mens den enkelte tretten-tilhænger forholdt sig passiv. Nå ja, B1913 var jo også dem, der gjorde, at fusionen FC Odense ikke blev til noget. Tak.
På bagkant af ”Miraklet i Madrid” blev stadion ombygget. Min ståplads blev til en siddeplads. Ikke al fremskridt er godt. Vi spillede en sæson (eller mere?) på Atletikken. Husker en dag, hvor et papir blev sendt rundt: vil du være med til at sikre, at Lars bliver i Odense. Skriv under her. Som sagt, så gjort. Jeg bilder mig ikke ind, at denne underskrift sikrede, at Lars blev i OB: men han kom ikke til BIF, eller Tyrkiet, hvilket der var rygter om.
Vores gensidig forhold var på dette tidspunkt blevet tættere. Jeg havde mødt hende, der år senere blev til min kone. Og på trods af, at hun intet vidste, eller ville vide, om fodbold, kunne hun dog sige, at hun et par år havde været i huset hos en familie i Hunderupkvarteret, hvor Lars og hans familie ofte kom på besøg. Så tæt kom jeg på dig .
Og så kom pludselig sæsonen, der var din sidste. Fra starten af 1980, hvor jeg for første gang så alle OB`s kampe på hjemmebane, og til her i år 2000, havde du og jeg fulgtes ad til kampene, du som målmand, og jeg på lægterne, som man sagde dengang. Du blev stedse hyldet, når du kom på fremmede baner, ikke overdrevent, men alligevel. Spontan applaus fra modstandernes fans. Det hele endte så med en testimonial efter engelsk forbillede. Jeg har stadig programmet, et minde om din allersidste kamp.
Som mange andre af spillerne fra dengang forsøgte du også at etablere dig inden for fodbolden, efter din aktive karriere. Efter lidt indledende roderi (var der noget med sportschef?) fandt du din hylde: målmandstræner. Og især i disse år voksede, ved siden af den fodboldfaglige, den menneskelige Lars frem. Du forblev den, du havde været som spiller, men lagde bare på, og på, og på. Og blev den, alle lyttede til, og kunne lære af. Samtidig med, at du altid gav dig tid til at veksle ord med dem, der kom til dig. Der findes vist kun et ord: overskud. Menneskeligt overskud.
De sidste år springer jeg (let) over. Men hvis der alligevel skal sættes et ord på, så er det: værdighed.
Tak for alle oplevelserne. Tak for at agere som om, du kendte også os, der fulgte dig på afstand. På søndag vil jeg, der ellers altid klarer de sørgelige øjeblikke med en sarkastisk kommentar, nok alligevel fælde en tåre. Og det gør ikke noget, hvis andre ser det denne gang. Lars, HVIL I FRED.
Tak for det, Kent.
Comment