Kæmpe skuffelse

[andlox]

Ikke helt. For den skade trænere og sportschefer kan nå at lave, før de bliver afskediget kan have store efterdønninger. Landsholdet i DK er et godt eksempel. Morten Olsen var og er en utrolig dygtig træner, og i det store hele var der næppe en mere kvalificeret dansk kandidat til jobbet.

Men han stoppede for sent. Under ham er landsholdet faldet fra tinderne, ikke bare rent sportsligt, men især imagemæssigt, hvor det til tider dræbende kedsommelig skabelon fodbold, og den efterfølgende nærmest trodsige og barnlige afvisning af kritikken af spillestilen, kombineret med den stigende konkurrence fra klubfodbolden har skabt en situation, hvor folk føler sig fremmedgjort fra dét, der burde være landets vigtigste sportshold. I gamle dage var det svært at få billetter til stort set alle gældende kampe i Parken, når landsholdet spiller; i morgen kommer landsholdet til at spille for max 22.000 på et stadion med plads til 38.000 når Armenien kommer forbi til VM kvalifikation, mens håndboldlandsholdet scorer seertal på næsten 2 millioner, mens fodboldholdet risikerer at skulle nøjes med det halve.

Under Morten Olsen røg folkeligheden ud af landsholdet. Og den er svær at få tilbage igen.

Et godt eksempel, andlox, på den manglende folkelighed var for nogle år siden, hvor landsholdet skulle spille landskamp i Odense imod Slovakiet. Dagen før kampen ville landsholdet have et træningspas på en unavngiven odenseansk fodboldklubs anlæg. I sig selv på ingen måder mærkelig eller kontroversielt, men det, der skete omkring træningen fortalte hele historien omkring Morten Olsens attitude.

For det første havde de deres eget vagtkorps med, som om det var en præsident kortege. Og disse vagter var meget opmærksomme på om folk, ja selv de ansatte i klubben kom for tæt på spillerne. Tydeligvis med Morten Olsens velsignelse. I Danmark har vi ellers en lang tradition med afslappethed og åbenhed omkring befolkningens interaktion med landsholdet, men det var ikke det værste. De ansatte kunne godt leve uden at få taget billeder med Lord Bendtner, men der var børn til stede. Selve kernepublikummet.

Nu var det sådan, at den træning var ikke anmeldt til andre end klubben, da Morten Olsen ønskede en lukket træning, men områdets børnehaver og skoler bruger tit klubbens anlæg, så de opdagede hurtigt, hvem det var, der var der. Og de ville selvfølgelig have billeder og autografer. Det var børn, ikke spioner fra en eller anden modstander i kvalifikationen, men alligevel blev børnene holdt på lang afstand fra træningen, bag et hegn, selv om der var plads til at stå rundt om banen. En tydeligt irriteret Morten Olsen gav strikse instruktioner til vagtkorpset. Det var så, hvad det var, han ville ikke lade selv børn forstyrre hans taktiske træning, men det værste blev gemt til sidst. Efter træningen beordrede Morten Olsen sine spillere hen mod den ventende bus, forbi alle de ventende børn, ingen billeder eller autografer, nej bare hjem.

Det fortæler altså lidt om en mands karaktér.

Heldigvis var der denne formiddag én mand med bare lidt klasse. Holdets anfører Daniel Agger gik ikke hen til den ventende bus, forbi børnene, nej han gik hen til børnene, smilede til dem, snakkede med dem, tog billeder med dem og gav autografer. Han lod bussen og bossen vente. Hvis det havde været en hvilken som helst anden end Agger, så havde denne aldrig spillet under Olsen igen.

Morten Olsen repræsenterede det "gamle" DBU, fodboldforbundet, det samme forbund, der til en såkaldt "åben" træning på stadion i Odense, ved en anden lejlighed, reserverede autografskrivningen og kontakten med spillerne til kunder i den bank, der tilfældigvis var hovedsponsor på det tidspunkt. Personligt så jeg grædende børn, der med deres rystede forældre forlod stadion, fordi de som kunder i en anden bank ikke kunne få lov til at komme tæt på landsholdsspillerne.

Så landsholdet fik, med rette, et dårligt image p.g.a træneren og ledelsens beslutninger omkring pr og opførsel - oven i svigtende resultater og kedeligt ensformigt fodboldspil. Og det betaler de stadig prisen for nu.

I OB er det samme ved at ske. På flere måder. Løsningen kunne være en ny ledelse. Landsholdet har fået ny træner og gør meget mere nu for at invitere folket tættere på landsholdet. Om det virker vil tiden vise, men i det mindste bliver der gjort noget. Så nogle ledelser bliver for længe, bliver længere så de ender med at gøre uoprettelig skade.

MvH ChrisOB

Der har du naturlig en pointe. Det er ofte at det er let at rive noget ned, men det bruger mange mere tid og energi at bygge op.
Hvad du beskriver vidste jeg ikke og synes det er en rigtig ond udvikling.
Læste i sommeren "Danish Dynamite", bogen om det danske landshold under Piontek og fankulturen i 80er. Og tror at det skabte noget, folk vil ikke glemme, som en fælles tradition/arv for dansk fodbold. Og tror man vil huske det mere end en senere nedgang. Så det har til sidst en større betydning. Men måske er jeg bare kun alt for romantisk. Hehe. ;-)

[obforever]

Mht. Landsholdet, så har du fat i noget rigtigt, Chris.

Men jeg synes, du glemmer, at landsholdet for alvor fangede folket, da det pludselig poppede op der i starten af 80'erne. Pludselig kvalificerede det sig til den første slutrunde nogensinde. Holdet var i 80'erne og 90'erne spækket med (store) stjerner og markante personligheder, der alle spillede fast i deres store/halvstore klubber i udlandet. Det fangede og omfavnede folket og folkets kærlighed.

Da disse store personligheder stoppede på landsholdet forsvandt også karismaen med dem. Der var ingen motorcykelbetjent til at passe målet, der var ingen blikkenslager i forsvaret, der var ingen "verdens bedste Schmeichel", der var ingen "europas bedste fodboldspiller", der var ingen cigaretrygende Elkjær, der var ingen Laudrup'er. Det var "blot" anonyme bænkevarmere, der tog over, og kvalifikationerne til slutrunderne holdt pause.
...og så kom der en, for mange folks vedkommende, tror jeg, en dødsyg spillestil...og sammen med svigtende resultater, så faldt det fra hinanden, og den brede skare af fans faldt fra.


Alt dette kan sagtens overføres til OB.
Spillestilen. Svigtende resultater i en 5-årig periode. Ingen profiler (for alvor) på holdet. Blot "anonyme" boldflyttere (undskyld, OB-spillere - det er knapt så slemt ment, som det er skrevet).

[Rijkaard]

Lige præcis historien om OB 2016...

[ChrisOB]

Der har du naturlig en pointe. Det er ofte at det er let at rive noget ned, men det bruger mange mere tid og energi at bygge op.
Hvad du beskriver vidste jeg ikke og synes det er en rigtig ond udvikling.
Læste i sommeren "Danish Dynamite", bogen om det danske landshold under Piontek og fankulturen i 80er. Og tror at det skabte noget, folk vil ikke glemme, som en fælles tradition/arv for dansk fodbold. Og tror man vil huske det mere end en senere nedgang. Så det har til sidst en større betydning. Men måske er jeg bare kun alt for romantisk. Hehe. ;-)

80'er landsholdet ramte en unik dansk tidsånd; hvor holdet på én og samme tid både havde fremragende spillere; der spillede for Juventus, Verona, Bayern München, Manchester United, Liverpool, Ajax osv, og som udstrålede en attitude af, at vi tæver jer; med et smil og en smøg i kæften på landsdækkende TV. Vi har aldrig haft et mere unikt og folkeligt sportshold, og det får vi aldrig igen, for tiden er en anden.

Det fundament som det landshold skabte blev altså bevaret et godt stykke op i 90'erne og 00'erne; for der var stadig udsolgt til stort set alle kvalifikationskampe; seertallene til kampene var stadig de højeste i landet; og folk som Jon Dahl, Ebbe Sand og Thomas Gravesen repræsenterede på hver sin måde en popularitet, som stadig var der i den første halvdel af Morten Olsens virke som landstræner. Men omkring den første missede kvalifikation til VM i Tyskland i 2006 synes jeg, der skete noget. Når folk gav udtryk for en skuffelse over den missede kvalifikation, så var det som om landsholdet bare gravede sig mere og mere ned. Spillerne blev til ligegyldige zombier, som stort set intet gav til pressen, og da også Thomas Gravesen forsvandt, så forsvandt den sidste rigtige personlighed fra landsholdet. Da vi så missede endnu en slutrunde; i 2008, så var det som om det slet ikke var lovligt at sige noget negativt om Morten Olsens spillestil.

Og da landsholdet så endelig laver ét af den slags resultater; som legender er gjort af; hvor vi 2 gange kom bagud i en udekamp i VM-kvalfiikationen imod Portugal, men endte med at vinde 3-2 på et afrettet skud i overtiden; hvad skete der så? Morten Olsens forlængede arm i spillertruppen anfører Jon Dahl Tomasson orkestrerede en samlet presse-boykot efter sejren; i stedet for at udnytte denne unikke mulighed for at lave noget positiv PR. I stedet for at det så handlede om den sensationelle 3-2 sejr; så kom det til at handle om dét.

Jeg blev vred dengang. For jeg følte de satte deres egen personlige stolthed over, hvad der var bedst for landsholdsfodbolden. Landsholdet var og er ikke deres egen personlige legeplads; det hold er ikke "deres"; det er "VORES". Under Morten Olsen synes jeg landsholdet blev mere til et klubhold, og så endda et meget tillukket ét af slagsen.

Nu er det ikke fair at give Jesper Hansen skylden og ansvaret for alt det dårlige, der er ved at ske i og omkring OB; omkring interessen, passionen og samhørigheden med det, der burde være et fynsk flagskib; for han skal ikke lastes for overforbruget under Kim Brink/Lars Olsen; sidstnævntes lemfældige omgang med disciplinen overfor vores afrikanske profiler, de halvandet år, hvor vi famlede i blinde efter en sportslig ledelse bare for at lande en cirkusklovn som Plapre Poul, og alle de ting, der førte frem til ansættelsen af ham; men han skal edermame lastes for mange af det sportslige beslutninger og signinger, der så har vist sig ikke at skabe den sammenhæng, som der så desperat er brug for.

Det er så, hvad det er; nogle gange kan arbejdet være af en sådan karakter, at det kan overstige evnerne; men det der får bægeret til at flyde over, det er det, der bliver kommunikeret ud til folket. Tilfredsheden midt i en storm af apati, af frustration og undren; som tilsyneladende ikke bliver taget en døjt seriøst. En retning, som kan ende med at dræne folk for lysten, for passionen. Lysten og passionen til at huske de gode tider, huske klubbens traditioner, minder, store spillere, anekdoter osv.

Jesper Hansen er ansat til at vække den begejstring i mig, i os alle sammen; og når vi føler, alt han gør, med ledelsens velsignelse og accept (ja det er sikkert dem, der har været med til at udstykke denne retning); det er at dræbe den begejstring; så synes jeg personligt ikke, der er noget at rafle om. Så er det ud. Før der blev gjort uoprettelig skade. Før OB, permanent lander på et tilskuertal et pænt stykke under 10.000, under 5000. Før stemningsskabere begynder at tænke "Der er andet i livet end det her"; før dem midt imellem klappølsefolket og stemningsskaberne tænker "Der er mere i livet end det her".

Med landsholdet er det næsten det samme: Der er mere i livet end det her. Og så dukker folk bare ikke op. Og de kommer ikke igen, før der sker noget positivt med image og resultater.

Hareide synes jeg har fået en god start; og selv om DBU under den nye ledelse kan virke en anelse for popsmarte og markedsorienterede, så gør de virkelig noget for at fange publikum igen. De sænker priserne; de laver konstante historier på Facebook, Instagram, Snapchat, you name it; og nu en ny landstræner, der vil give meget mere frihed og tillid til de unge spillere, end Morten Olsen gjorde.

Jeg mindes ikke sidst nogen spillere fra Morten Olsens landshold, navnlig de unge, der som nu går ud til medierne og fortæller, hvor meget de nyder at spille under den nuværende landstræner, nærmest som om de implicit fortæller, at de var "låst" under Morten Olsens skabelon-taktik.

Forskellen nu blev fint illustreret af Viktor Fischer: Under Hareide får de unge tillid; under Morten Olsen fik de chancen. Ment på den måde, at Hareide giver de unge friheden og tilliden; under Morten Olsen kunne unge spillere få chancen i startopstillingen; blive flået ud af pausen, gjort nærmest til syndebuk for det dårlige spil, de svigtende resultater, og så ikke være med i den næste kamp; ja faktisk slet ikke være med på bænken. Man kunne gå fra at starte inde og så i den næste kamp være på tribunen til den næste kamp, få dage senere. Rasmus Falk prøvede den tur. Ligesom mange andre spillere prøvede.

Pointen er at nye folk måske har nye måder at gøre tingene på; og det kan straks give nye inputs til en trup, til et hold, til folkene omkring holdet. En ny begyndelse.

Med Jesper Hansen får vi aldrig en ny begyndelse. Det bliver bare mere af det samme. Og det har jeg, ærligt talt, hverken tålmodighed eller lyst til.

MvH ChrisOB

[ChrisOB]

Mht. Landsholdet, så har du fat i noget rigtigt, Chris.

Men jeg synes, du glemmer, at landsholdet for alvor fangede folket, da det pludselig poppede op der i starten af 80'erne. Pludselig kvalificerede det sig til den første slutrunde nogensinde. Holdet var i 80'erne og 90'erne spækket med (store) stjerner og markante personligheder, der alle spillede fast i deres store/halvstore klubber i udlandet. Det fangede og omfavnede folket og folkets kærlighed.

Da disse store personligheder stoppede på landsholdet forsvandt også karismaen med dem. Der var ingen motorcykelbetjent til at passe målet, der var ingen blikkenslager i forsvaret, der var ingen "verdens bedste Schmeichel", der var ingen "europas bedste fodboldspiller", der var ingen cigaretrygende Elkjær, der var ingen Laudrup'er. Det var "blot" anonyme bænkevarmere, der tog over, og kvalifikationerne til slutrunderne holdt pause.
...og så kom der en, for mange folks vedkommende, tror jeg, en dødsyg spillestil...og sammen med svigtende resultater, så faldt det fra hinanden, og den brede skare af fans faldt fra.


Alt dette kan sagtens overføres til OB.
Spillestilen. Svigtende resultater i en 5-årig periode. Ingen profiler (for alvor) på holdet. Blot "anonyme" boldflyttere (undskyld, OB-spillere - det er knapt så slemt ment, som det er skrevet).

Jeg har skam ikke glemt, hvorfor landsholdet fangede folket. Bare rolig. :-) Det er jo dét fundament, som det landshold skabte, som jeg synes under Morten Olsen blev fuldstændigt drænet for cement. Ligesom jeg synes fundamentet under OB bliver drænet for selvsamme cement, under Jesper Hansen.

I den sidste ende er det resultaterne, der tæller; og det nye unge landshold kunne passende kickstarte en ny begyndelse ved at smadre Armenien i aften. Ikke bare vinde; men smadre. For jeg synes, der er potentiale til at landsholdet kan vinde noget af det tabte tilbage. Folkeligheden fra 80'erne og 90'erne får vi nok aldrig tilbage; men jeg vil bare gerne have at landsholdet bliver til noget, som der ikke bliver "fnyst" af. Eller værre: Trukket på skuldrene af. Det kan Hareide måske hjælpe på, ved at udløse noget af det potentiale, der ligger gemt i spillerne fra årgang 1991-96, som der var 9 af i startopstillingen imod Liechtenstein i onsdags.

Jeg synes jeg så mere passion, end jeg længe havde set under Morten Olsen, upåagtet at modstanderen var svag.

Landsholdet kan blive til noget, der begejstrer igen. OB mangler at begejstre nogen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet "begejstret". Kan du?

MvH ChrisOB

[fmprOB]

Med Jesper Hansen får vi aldrig en ny begyndelse. Det bliver bare mere af det samme. Og det har jeg, ærligt talt, hverken tålmodighed eller lyst til.

MvH ChrisOB

Så er vi nået til samme konklusion

[Tåhyler]

Landsholdet kan blive til noget, der begejstrer igen. OB mangler at begejstre nogen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet "begejstret". Kan du?

MvH ChrisOB

Sejren over Villereal (kan ikke stave det). Det er (for) længe siden. Men jeg ved der har været en kamp eller tre senere. Jeg var der desværre ikke.
OG så var der pokalsejren over FCK i Parken. Men det er da vist endnu længere siden.
Og jeg husker Christian Sørensens drømmemål i debutten. Men det blev som jeg husker det hans sidste kamp.

[manner]

Landsholdet kan blive til noget, der begejstrer igen. OB mangler at begejstre nogen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet "begejstret". Kan du?

MvH ChrisOB

Sejren over Villereal (kan ikke stave det). Det er (for) længe siden. Men jeg ved der har været en kamp eller tre senere. Jeg var der desværre ikke.
OG så var der pokalsejren over FCK i Parken. Men det er da vist endnu længere siden.
Og jeg husker Christian Sørensens drømmemål i debutten. Men det blev som jeg husker det hans sidste kamp.

Tåhyler/ChrisOB, jeg er ikke helt klar over hvem jeg svarer her. Der er nævnt både kampe som begejstre, og enkelte præstationer i kampene som begejstre. Det må være ganske let at finde flere ting, men jeg kan jo kun tale for mig selv. I de seneste år har jeg da været begejstret på stadion selvom udfaldet af kampene i mange tilfælde har været skuffende, eller direkte skandaløst. Hvem huske ikke en pokalkamp mod ACH som blev tabt med 4-2, men med flot spil og 42!! afslutninger på træværk og indefor målrammen. AKs mål der rakte til sejr over FCK hvor Oliver Lund (tror jeg) servere en perfekt tempereret bold ind i feltets højre side, hvor AK komme styrtende og tipper bolden over Stefan Andersen, og ind i kassen. Bernard Mendys mål med venstrebenet mod Lyngby, vist nok i samme kamp som CS debuterede, og scorede et fremragende mål også. Der er utvivlsom mange flere ting der kan hvis frem til erindring...

[SU1978]

Sammenligningen med landsholdet er ikke dårlig. Det er klart, at det er lettest at skabe begejstring med gode resultater, men det er ikke hele historien. Kigger vi på 84-86 landsholdet og 1992 landsholdet, står det mig ret klart, at mens det første aldrig vandt noget, vil det altid stå som et større og mere legendarisk hold end det andet. Det skyldes simpelthen de profiler og personligheder som var på holdet dengang. Udover Brian Laudrup, Schmeichel og Flemming Povlsen (og delvis Faxe og Vilfort fordi de scorer i finalen), var resten af EM holdet anonyme typer. Gad vide, hvor mange danskere, der kender Kim Christofte, Torben Piechnik, Claus Christiansen mv. idag?

Firserholdet ramte tidsånden og havde et fantastisk udtryk.

OB idag rammer ingenting, og holdet har et elendigt udtryk, og min påstand er, at OB sagtens kan være interessant uden de helt store resultater, hvis klubben og holdet ellers formår, at appellere til befolkningen i Odense og på Fyn.

Da klubben var rigtigt i sølet umiddelbart efter fyringerne i 10, var der en spirende stemning hos folkene i OB, der gik i retning af mere faninddragelse, mindre kundesegmenteringstækning, men derimod fuld fokus på kulturen.

At man så i den proces ikke kan finde de rette personer, og ender med at forlænge klubbens dødevande med først TC og siden hen Skovl Hansen, er så superuheldigt, men problemet med JH er blot, at det er et gigantisk tilbageskridt i forhold til de progressive åbninger, jeg fornemmede var der før JH. JH har lukket organisationen fuldstændig ned, og aldrig før, har det været så utilgængeligt. Tilbage er fokus på fodboldfans som kunder i butikken, med popsmarte initiativer som pressemøde for ukritiske fans, og ret beset er prisnedsættelsen også et udtryk for, at man gode ved, at deres udbud er elendigt, hvorfor prisen må være derefter.

Der er idag ingen åbenhed i OB, ingen spillere, som kommunikerer aktivt med fans, ingen sportsdirektør eller træner, som sælger nogen historier, ingen inddragelse af fans i processerne omkring klubben.

Det minder om Olsens tilgang.

[mhbp]

Mht. Landsholdet, så har du fat i noget rigtigt, Chris.

Men jeg synes, du glemmer, at landsholdet for alvor fangede folket, da det pludselig poppede op der i starten af 80'erne. Pludselig kvalificerede det sig til den første slutrunde nogensinde. Holdet var i 80'erne og 90'erne spækket med (store) stjerner og markante personligheder, der alle spillede fast i deres store/halvstore klubber i udlandet. Det fangede og omfavnede folket og folkets kærlighed.

Da disse store personligheder stoppede på landsholdet forsvandt også karismaen med dem. Der var ingen motorcykelbetjent til at passe målet, der var ingen blikkenslager i forsvaret, der var ingen "verdens bedste Schmeichel", der var ingen "europas bedste fodboldspiller", der var ingen cigaretrygende Elkjær, der var ingen Laudrup'er. Det var "blot" anonyme bænkevarmere, der tog over, og kvalifikationerne til slutrunderne holdt pause.
...og så kom der en, for mange folks vedkommende, tror jeg, en dødsyg spillestil...og sammen med svigtende resultater, så faldt det fra hinanden, og den brede skare af fans faldt fra.


Alt dette kan sagtens overføres til OB.
Spillestilen. Svigtende resultater i en 5-årig periode. Ingen profiler (for alvor) på holdet. Blot "anonyme" boldflyttere (undskyld, OB-spillere - det er knapt så slemt ment, som det er skrevet).

syntes i har nogle gode pointer mht landholdet. Et andet punkt - der nok også kan overføres til OB er udbudet, både af fodbold men også bare underholdning generelt.
Mener det var tv2 der kørte med "hele danmarks hjemmebane" en overgang, det var en tv kanal langt største delen af danskerne havde adgang til og derfor var en landskamp i højere grad noget der kunne samle nationen. Siden røg først udekampene og nu alle til....kanal 5 mener jeg det er. Uden at vide det vil jeg mene at det er en del færre der har adgang til denne kanal - og uanset så er mediebilledet blevet langt mere fragmenteret, uendeligt mange flere kanaler, streaming og anden underholdning.
Når så man har et landshold uden de store profiler og uden resultater (eller godt spil - selv om MO jo mente noget andet) ja så er det da klart at folk flygter.
Det samme gør sig gældende for OB, på en hvilken som helst given søndag (hvis ellers vi er så heldige at spille en søndag) kan man med garanti finde fodbold fra england....spanien, måske tyskland og italien - og der er jo noget mere fart over feltet - større stjerner, bedre spil flere tilskuerer mv. Når så holdet ikke levere - resultater eller spil og viljen mangler - hvorfor skulle man så blive hængende hvis ikke man virkeligt har noget følelses mæssigt investeret i klubben? Hvis tilskuerene bare er kunder i butikken - hvorfor så blive hængende når produktet er så meget dårligere end hvad man kan finde andre steder?

[claudes1]

syntes i har nogle gode pointer mht landholdet. Et andet punkt - der nok også kan overføres til OB er udbudet, både af fodbold men også bare underholdning generelt.
Mener det var tv2 der kørte med "hele danmarks hjemmebane" en overgang, det var en tv kanal langt største delen af danskerne havde adgang til og derfor var en landskamp i højere grad noget der kunne samle nationen. Siden røg først udekampene og nu alle til....kanal 5 mener jeg det er. Uden at vide det vil jeg mene at det er en del færre der har adgang til denne kanal - og uanset så er mediebilledet blevet langt mere fragmenteret, uendeligt mange flere kanaler, streaming og anden underholdning.
Når så man har et landshold uden de store profiler og uden resultater (eller godt spil - selv om MO jo mente noget andet) ja så er det da klart at folk flygter.
Det samme gør sig gældende for OB, på en hvilken som helst given søndag (hvis ellers vi er så heldige at spille en søndag) kan man med garanti finde fodbold fra england....spanien, måske tyskland og italien - og der er jo noget mere fart over feltet - større stjerner, bedre spil flere tilskuerer mv. Når så holdet ikke levere - resultater eller spil og viljen mangler - hvorfor skulle man så blive hængende hvis ikke man virkeligt har noget følelses mæssigt investeret i klubben? Hvis tilskuerene bare er kunder i butikken - hvorfor så blive hængende når produktet er så meget dårligere end hvad man kan finde andre steder?

Jeg opfatter mig ikke bare som en kunde i butikken - men dem er der naturligvis langt flere af end der er dedikerede "fans". Man skal passe på, når man prøver at definere, hvad en "rigtig" OB-fan er. Det kan man blive rigtig uvenner over ;o)

Men mit eget personlige bud er, at man er fan af OB (eller af hvilken som helst anden klub) hvis man aldrig kan forestille sig at blive fan af / holde med en anden klub. Lige meget hvor ringe OB spiller, hvor ringe sportsdirektøren er, hvor ringe stadionforholdene er og hvor ringe tilskuerindsatsen er, hvor få "fans" OB har vil jeg ALDRIG kunne stoppe med at være fan af OB. Jeg er vokset op med OB - set serie 1 på "cigaren", DS i Ådalen og 1. div. fodbold på Odense stadion med min far weekend efter weekend, siden jeg var 7 år gammel. Har set OB møde Kaiserslautern, Real Madrid og Parma på Odense stadion, slå FCK 4-2 i parken med Miti i en hovedrolle, bare for at nævne nogle af de store oplevelser. OB har givet mig så store oplevelser, at jeg aldrig vil kunne vende klubben ryggen. Jeg har været med i op- og nedture.

Lige nu kører det ikke - det har det ikke gjort i lang tid - men OB skal nok komme tilbage og give mig store oplevelser igen. Punktum! Jeg rejser mig og klapper spillerne på banen hver hjemmekamp med den tro at OB kan vinde kampen. Og ingen kan tage mine store oplevelser fra fortiden fra mig...

[mhbp]

Jeg opfatter mig ikke bare som en kunde i butikken - men dem er der naturligvis langt flere af end der er dedikerede "fans". Man skal passe på, når man prøver at definere, hvad en "rigtig" OB-fan er. Det kan man blive rigtig uvenner over ;o)

Men mit eget personlige bud er, at man er fan af OB (eller af hvilken som helst anden klub) hvis man aldrig kan forestille sig at blive fan af / holde med en anden klub. Lige meget hvor ringe OB spiller, hvor ringe sportsdirektøren er, hvor ringe stadionforholdene er og hvor ringe tilskuerindsatsen er, hvor få "fans" OB har vil jeg ALDRIG kunne stoppe med at være fan af OB. Jeg er vokset op med OB - set serie 1 på "cigaren", DS i Ådalen og 1. div. fodbold på Odense stadion med min far weekend efter weekend, siden jeg var 7 år gammel. Har set OB møde Kaiserslautern, Real Madrid og Parma på Odense stadion, slå FCK 4-2 i parken med Miti i en hovedrolle, bare for at nævne nogle af de store oplevelser. OB har givet mig så store oplevelser, at jeg aldrig vil kunne vende klubben ryggen. Jeg har været med i op- og nedture.

Lige nu kører det ikke - det har det ikke gjort i lang tid - men OB skal nok komme tilbage og give mig store oplevelser igen. Punktum! Jeg rejser mig og klapper spillerne på banen hver hjemmekamp med den tro at OB kan vinde kampen. Og ingen kan tage mine store oplevelser fra fortiden fra mig...

jeg holder skam heller aldrig op med at holde med OB - kunne ikke drømme om at følge et andet dansk hold.
OB er mit hold - og så vidt det er muligt ser jeg alle kampe - men lunten for hvad jeg vil finde mig i er lige pt ret kort - så slår nok hurtigere væk, en ting er de taber men udtrykket det er godt nok svært at acceptere.

Men nu var pointen at der er en del der mener klubben/ledelsen i højere omfang betragter folk som "kunder i butikken" og det er jo en farlig vej at gå, når produktet ikke er bedre.
Og det er vel også det man ser med den elendige start på sæsonen....var det 4200 sidste runde? Umiddelbart forventer jeg dog lidt flere de næste par hjemmekampe når det trods alt er nogle af de større hold der kigger forbi.

[manner]

Jeg opfatter mig ikke bare som en kunde i butikken - men dem er der naturligvis langt flere af end der er dedikerede "fans". Man skal passe på, når man prøver at definere, hvad en "rigtig" OB-fan er. Det kan man blive rigtig uvenner over ;o)

Men mit eget personlige bud er, at man er fan af OB (eller af hvilken som helst anden klub) hvis man aldrig kan forestille sig at blive fan af / holde med en anden klub. Lige meget hvor ringe OB spiller, hvor ringe sportsdirektøren er, hvor ringe stadionforholdene er og hvor ringe tilskuerindsatsen er, hvor få "fans" OB har vil jeg ALDRIG kunne stoppe med at være fan af OB. Jeg er vokset op med OB - set serie 1 på "cigaren", DS i Ådalen og 1. div. fodbold på Odense stadion med min far weekend efter weekend, siden jeg var 7 år gammel. Har set OB møde Kaiserslautern, Real Madrid og Parma på Odense stadion, slå FCK 4-2 i parken med Miti i en hovedrolle, bare for at nævne nogle af de store oplevelser. OB har givet mig så store oplevelser, at jeg aldrig vil kunne vende klubben ryggen. Jeg har været med i op- og nedture.

Lige nu kører det ikke - det har det ikke gjort i lang tid - men OB skal nok komme tilbage og give mig store oplevelser igen. Punktum! Jeg rejser mig og klapper spillerne på banen hver hjemmekamp med den tro at OB kan vinde kampen. Og ingen kan tage mine store oplevelser fra fortiden fra mig...

Well spoken ... uanset hvordan det går kan en fan ikke bare skifte side og holde med FCK/BIF eller andre, selv om det på sin vis ville afføde mere ro i hjemmet. OB KAN ikke "opereres" ud af min krop, som en ondartet svulst kan. Jeg er og bliver "stribet" helt ind i knoglerne på trods af den nuværende tristesse, og møder trofast op og klapper ligeledes spillerne på banen og forlader ikke pladsen før sidste fløjt har lydt. Jeg har været med siden '73 hvor min far tog os 3 drenge med til lokalopgør mod 9'erne med 24000 på lægterne. Tilfældigheder afgjorde at det blev OB som fik min opmærksomhed .. den første vimpelsælger jeg mødte på stadion havde OB-vimpler så det købte jeg, og siden dengang har der været en del op- og nedture

[Richard]

Jeg opfatter mig ikke bare som en kunde i butikken - men dem er der naturligvis langt flere af end der er dedikerede "fans". Man skal passe på, når man prøver at definere, hvad en "rigtig" OB-fan er. Det kan man blive rigtig uvenner over ;o)

Men mit eget personlige bud er, at man er fan af OB (eller af hvilken som helst anden klub) hvis man aldrig kan forestille sig at blive fan af / holde med en anden klub. Lige meget hvor ringe OB spiller, hvor ringe sportsdirektøren er, hvor ringe stadionforholdene er og hvor ringe tilskuerindsatsen er, hvor få "fans" OB har vil jeg ALDRIG kunne stoppe med at være fan af OB. Jeg er vokset op med OB - set serie 1 på "cigaren", DS i Ådalen og 1. div. fodbold på Odense stadion med min far weekend efter weekend, siden jeg var 7 år gammel. Har set OB møde Kaiserslautern, Real Madrid og Parma på Odense stadion, slå FCK 4-2 i parken med Miti i en hovedrolle, bare for at nævne nogle af de store oplevelser. OB har givet mig så store oplevelser, at jeg aldrig vil kunne vende klubben ryggen. Jeg har været med i op- og nedture.

Lige nu kører det ikke - det har det ikke gjort i lang tid - men OB skal nok komme tilbage og give mig store oplevelser igen. Punktum! Jeg rejser mig og klapper spillerne på banen hver hjemmekamp med den tro at OB kan vinde kampen. Og ingen kan tage mine store oplevelser fra fortiden fra mig...

Well spoken - Det var da klasse læsning.

[andlox]

Well spoken - Det var da klasse læsning.

Det er den trodsig stolthed med gode minder og den viden om klubbens traditioner og uden at negere eller fornægte problemerne, skuffelsen og vred om den aktuelle udvikling, som hjæper bedst at holde hovedet højt.
Og synes denne holdning matcher med "klubbens DNA".