Annoncering

Collapse
No announcement yet.

Er OB gearet til fremtiden?

Collapse
X
 
  • Filter
  • Tid
  • Show
Clear All
new posts

    Er OB gearet til fremtiden?

    Er OB gearet til fremtiden?


    Dette er et diskussionsoplæg. Dette er et opråb til klubbens ledelse. Dette er mest af alt, bare en bekymret fan, der ikke bare frygter for klubbens nuværende situation, men også klubbens beskaffenhed de næste 3, 5, 10 år frem osv. Dette skal ikke munde ud i en diskussion om, hvorvidt visse nøglepersoner skal være i OB eller ej, jeg vil gerne en tur helt op i helikopteren og kigge på, om vi som klub har den rette filosofi ift. at udvikle sig fremadrettet.

    Det ideelle med denne tråd, er at vi får skabt et samlet udtryk der i sidste ende vil kunne løfte sig op på ledelsesplan, og få skabt en diskussion om, hvorvidt man er på rette vej, om man er godt nok indstillet på fremtiden, og om man er visionær nok i sin tilgang. Dette oplæg tager i meget lille grad udgangspunkt i den nuværende sportslige krise, og stiller i langt højere grad spørgsmål ved de eksisterende og fremtidige beslutningsprocesser i klubben, der skal udvikle den på sigt.

    Nedenstående fremhæver jeg nogle af de problemstillinger, som jeg synes er værd at diskutere. Folk skal selvsagt være velkomne til at anfægte dem og meget gerne tilføje relevante diskussionsemner.

    Har vi udviklet os de sidste 10 år?

    Ovenstående er selvsagt et provokerende spørgsmål, for man kan finde mange punkter, hvor klubben har udviklet sig i den ene eller den anden retning. De spændende spørgsmål synes jeg dog er: Har vi udviklet vores filosofi? Har vi udviklet vores metoder? Har vi udviklet vores måde at anskue fodbold på?

    Når jeg kigger på OB som organisation, har jeg svært ved at se, at man har udviklet sig i nogen særlig retning de sidste 10 år. Jobbeskrivelserne er i det store hele de samme, det er bare andre mennesker der sidder på taburetterne. For 10 år siden havde vi også en cheftræner, en assistent, en målmandstræner og en fysisk træner. Vi havde en adm. direktør, sportsdirektør, og kort tid efter fik vi også en talentspejder tilknyttet. Det var det sportslige apparat omkring seniortruppen.

    Kan det virkeligt passe, at fodboldens udvikling har været så marginal de sidste 10 år, at organisationsdiagrammet fra dengang også er tidssvarende i dag? Det vil jeg i meget høj grad gerne anfægte. I min verden har fodbolden udviklet sig i flere retninger. For nogle har den udviklet sig til, at man har flere folk på træningsbanen til at lave mere målrettet og individuel træning. Det kan f.eks. ses i FC Nordsjælland, hvor man udover en cheftræner, to assistenter, en målmandstræner og en fysisk træner, også har en træner der arbejder personlig udvikling og rådgivning af spillerne, samt en performance analytiker. Andre klubber arbejder f.eks. med angrebstrænere. Udenfor træningsbanen har fodbolden i den grad også udviklet sig. Andre klubber har performanceanalytikere, flere scouts, både almindelige og tekniske, mentaltrænere, og diætister tilknyttet på fuld tid.

    Jeg kender to som har beskæftiget/beskæftiger sig med fodbold professionelt, på senior og ungdomsniveau, og de taler ofte om den manglende tid der er til at kunne coache spillerne individuelt. Det være sig på træningsbanen, når tekniske færdigheder skal udvikles, og det være sig uden for banen, når deres taktiske og spillemæssige forståelse skal udvikles, ved hjælp af videoanalyse bl.a., samt personlig rådgivning og menneskelig omsorg overfor spillerne. Derfor synes jeg, at det er bekymrende, at OB opererer med så smal en stab, og på nogle områder synes jeg, at det er rent ud sagt tåbeligt, at man ikke har udviklet sig.

    Hjælpetrænere, analytikere, scouts osv. er ikke særligt dyre at have tilknyttet, sammenlignet med en seniorspiller, og især ikke, hvis disse folk kan være med til at undgå, at man kaster millionbeløb efter spillere, som ikke er deres vægt værd i guld, eller som ikke lever op til deres potentiale i klubben, fordi at der ikke bliver taget godt nok hånd om dem, og man sørger for, at de får udviklet nogle vigtige relationer og færdigheder. Det er i min verden fejlagtig ledelse, at man fra klubbens side, ikke har forsøgt at minimere den sportslige og økonomiske risiko, der ligger ved fejlmæssige investeringer i spillere, samt at høste de økonomiske gevinster der ligger ved at udvikle spillere og sælge dem videre. Den bedste reklame en klub kan gøre for sig selv ift. at hente nye spillere, er at skabe et ry og en fortælling om, at man er god til at udvikle spillere. Det er absolut ikke min opfattelse, at det er noget der klæber til OB.

    Rådgivning og udvikling af spillere er alfa omega for en klub som OB, der i høj grad skal drives frem af, at man formår få lave økonomiske gevinster på spillere, der findes ganske enkelt ikke særligt mange andre potentielle større indtægtskilder for en klub som OB, og bare et enkelt pletskud kan sikre den satsning i mange år, lex FCN og den vanvittige sum de får for Emre Mor f.eks. Det handler ikke om, hvorvidt der er økonomi til det, det handler om, hvordan man vil administrere sine midler, og her vil det klæde OB at operere med et lidt længere sigte.

    Her er et glimrende eksempel fra Steven Gerrards nye bog, hvor han fortæller om, hvordan han fik belyst sine tekniske og fysiske udfordringer i hans nye rolle, ikke som ungdomsspiller, men sent i hans karriere. Det er analyse på det her niveau, som OB skal bevæge sig hen imod, og det behøver ikke at være særligt bekosteligt eller svært for den sags skyld. Man skal bare været bevidst om, at det er en filosofi og en måde at gøre tingene på, og allokere tid og kræfter til det. https://pbs.twimg.com/media/Cvp4ZWXUIAAKTtb.jpg https://pbs.twimg.com/media/Cvp4aVeVIAAK3Uh.jpg

    #2
    Er OB klar på fodboldens datamæssige udvikling?

    Det her er det spørgsmål ALLE professionelle fodboldklubber bør spørge sig selv om i disse år, men som mange i virkeligheden nok ikke er bevidste nok om, deriblandt måske OB. Mange klubber over OBs niveau har allerede taget stilling til dette, og er i større eller mindre grad i gang med en udvikling hen imod at blive dygtige til at transformere de enorme mængder af data, man kan komme i besiddelse af i dag, og bruge dem til at udvikle spilkoncepter, spillernes individuelle færdigheder, samt at blive bedre til at identificere specifikke typer til holdets spilsystem, så man kan scoute mere målrettet.

    Jeg er ingenlunde ekspert på området, men hvis jeg skal prøve at forklare udviklingen for folk der ikke rigtigt har taget notits af det, (helt forståeligt i øvrigt, da det ikke er noget den tornerosesovende danske sportspresse beskæftiger sig særligt meget med), så handler det om, at der opsamles data på fodboldkampe i dag, også i Superligaen, som ikke var tilgængelige for bare 5 år siden, og med disse data kan man med langt større troværdighed og kvalitativ analyse, blive klogere på, hvad der sker i kampene, og hvad spillerne rent faktisk leverer. Det er bl.a. firmaer som Opta og Prozone der kan levere den slags data, nogle gør det mere omfattende end andre, og det udvikler sig hele tiden.

    Helt basalt kan det skrælles ned til, at trænere, analytikere og scouts, skal bruge meget mindre tid på at bedømme kampe og spillere ud fra en masse video, hvor de skal analysere ud fra deres egne opstillede præmisser, og i stedet via avancerede statistikker, kan få et hurtigt overblik over tingene og hvad de skal holde øje med. Det er en udvikling, som bl.a. har foregået i baseball og basketball over de sidste 20 år, men som først for alvor har fået luft under vingerne her i de senere år i fodboldverdenen, og som absolut ikke er en integreret del af professionel fodbold endnu. Men det skal det nok blive, spørgsmålet er om man vil vente på perronen imens toget kører, fordi man er i tvivl om, hvor det ender, eller om man skal hoppe på tidligt og tage chancen for potentielt at høste de store gevinster der ligger ved at komme andre i forkøbet. Jeg synes det sidste.

    Mange steder rundt omkring i fodboldverdenen griner man allerede over klubber, der stadig går op i skud på mål, boldbesiddelse, afleveringspræcision, bolderobringer osv. De statistikker giver i sig selv ganske enkelt bare ikke noget særligt godt billede af, hvordan et hold præsterer sammenlignet med de avancerede statistikker du kan få i dag. Derfor ved jeg sgu heller ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om denne artikel http://www.ob.dk/artikel/superliga-s...e-halvdel.aspx som man smed ud i søndags. Er det en eller anden form for indbildning, man forsøger at servere os fans som trøst, eller er det reelt noget man i klubben går op i og tager bestik af. Hvis det er sidstnævnte, er det sgu sørgeligt.

    Nedenstående vil jeg rode mig ud i bare nogle af de begreber som man arbejder med i den avancerede statistik, bare for at give et billede af, hvor fodbolden er på vej hen. Igen må jeg lige understrege, at jeg absolut ikke er ekspert, så der kan godt forekomme nogle huller i forklaringerne, men vi prøver alligevel.

    xG – Expected goals
    xG er et statistisk begreb der efterhånden i nogle år er blevet brugt til at bedømme, hvor mange mål et hold burde have scoret i en kamp, ud fra deres chancer, og dermed give et billede af, hvem der gjorde det bedst, og om et af holdene heldige/uheldige eller effektive/inefektive. Der er to former for xG. Den mest gængse er den der er brugt i længst tid, som kan kaldes cQxG – Chance quality expected goals. Den udregnes ved, at man kigger på samtlige skud de to hold har taget i en kamp og dermed udregner en samlet værdi, som er det antal mål et hold burde have scoret i gennemsnit. Ved at kigge på, hvor afslutningerne er taget fra på banen, kan man bedømme, hvor stor chance de enkelte skud vil have for at gå i mål i gennemsnit. Hver afslutning bedømmes ud fra en skala fra 0-1, så en afslutning med 0,08 xG vil gå ind ca. 8% af gangene, og en afslutning på 0,72 xG, vil gå i mål ca. 72% af gangene.

    Farligheden af afslutningerne kan man bedømme via modeller, hvor tusinder og atter tusinder af skud er blevet registreret, og man derved har konstrueret en model, hvor hvert punkt på banen har et givent xG tal. Det vil sige, at et hold der her 2 skud på mål imod et hold der har 7 skud på mål, sagtens kan have et højere xG tal, når tallene lægges sammen, fordi at de 2 skud på mål, har været fra nogle farligere positioner end de 7 tilsammen. I den sammenhæng er en statistik som skud på mål, jo derfor stort set ubrugelig, da man her kan få et meget mere reelt billede af, hvem der er kommet til store chancer der kunne give mål. I cQxG tages der bl.a. også højde for målmandens position, og hvorvidt det er en hovedstødsafslutning eller en afslutning med fødderne, hvor en afslutning med fødderne selvsagt automatisk vil udregne en højere xG værdi.

    Nu kan man efterhånden også gå endnu dybere ned i bedømmelsen og regne med sQxG – Shot quality expected goals. Her tages der højde for afslutningens kvalitet, dvs. om afslutningen er en firsttimer eller i løb med bolden, om det er en afslutning med det foretrukne ben og om det er i balance, om der er en modspiller der presser dig, eller blokerer en del af målet, og hvor bolden er på vej hen. Er det et svagt skud lige på keeperen, eller har den retning imod krogen? Det tages også ind i bedømmelsen. Er skuddet på vej forbi mål, får den en xG rating på 0, da et skud på vej forbi, selvsagt ikke har en chance for at gå i mål af sig selv. På den måde kan du bedømme kvaliteten af dine afslutninger, samt bedømme hvor godt din keeper præsterede ift. de afslutninger han fik i mod sig.

    Der findes også flere afarter af xG, hvor der bl.a. udregnes xG ift. assists ift. enkelte spillere, og hvor høj en gennemsnitlig xG en spiller har per afslutning. Der er langt mere info omkring, hvordan xG udregnes, som man kan google sig frem til, hvis man lyster. Her et eksempel på, hvordan et xG plot kan se ud. http://i1.wp.com/statsbomb.com/wp-co...16/03/hell.png

    Boldbesiddelse
    Man hører ofte i en fodbolddiskussion: ”Boldbesiddelse er ikke en kvalitet i sig selv.” Det er fuldstændig korrekt. De færreste gange bliver man så begavet med, hvordan man så skal bedømme, hvem bruger bolden bedst. Det er der dog nogle der har fundet svar på. I stedet for at kigge på det meget simple tal, hvem havde bolden i længst tid, er det langt mere relevant at kigge på, hvor på banen de to hold afgav boldbesiddelsen, når det var tilfældet. Hvis du spiller bolden rundt nede hos de bageste 4 i et minuts tid, for derefter at hakke en lang bold fremad, som du mister, så har du selvsagt ikke brugt bolden særligt konstruktivt ift. at skabe chancer. Har du derimod fået flyttet bolden op på den sidste tredjedel, og har fastholdt boldbesiddelsen i og omkring modstandernes felt, har du selvsagt lagt et langt større pres på modstanderen, og givet dig selv en bedre chance for at score, end ved førnævnte scenarie. Derfor er den gængse boldbesiddelsesstatistik i sig selv komplet ubrugeligt, da det ikke fortæller noget om, hvor på banen du havde den, og hvilke steder og måder du afgav den på.

    Her er en artikel der fortæller om, hvordan boldbesiddelses statistikken kan manipulere folk til at tro, at det ene hold brugte bolden bedre end det andet, selvom dette ikke er tilfældet. Her er de store tv-kanaler og medier jo ofte også store syndere ved at overfortolke ud fra et begrænset statistisk grundlag. http://sportify.io/2016/10/18/no-swansea-did-not-beat-arsenal-at-the-possession-game

    Comment


      #3
      Individuelle metrics
      Her har du hemmeligheden ift. at identificere spillere der passer ind i dit system og kan udfylde de mangler du har. Individuelle metrics er en guldkalv ift. scouting og her kan du, hvis du går målrettet til værks, hurtigt udelukke mange potentielle spillere, som du dermed slipper for at bruge tid og penge på at scoute. Med de her informationer, vil du kunne give dig selv en meget bedre chance for at undgå, f.eks. at hente en 6er type til at spille 8er, ved at gå ind og bedømme spillerne ud fra de kvaliteter du mener en 8er på dit hold skal indeholde.
      En af dem som har fremlagt en måde, hvorpå du kan få et hurtigt overblik over, om en given spiller vil passe ind i den rolle du søger udfyldt, er Ted Knutson, der tidligere har været tilknyttet Brentford og FCM og nu arbejder selvstændigt, og bl.a. startede hjemmesiden Statsbomb.com for nogle år siden, som er en guldgrube ift. at blive klogere på avancerede fodboldstats.

      Han har udviklet en radar, som han kalder det, hvor han kan indsætte de kriterier han gerne vil have vurderet en spiller på, og hvor han så kan indsætte og udregne de værdier som man kan finde gennem Opta f.eks. Her vil det så give udslag på radaren, hvis en spillers værdi på en given stat er høj, ift. gennemsnittet i den liga han spiller i. Kunsten er så at kunne omregne den værdi til niveauet i din egen liga, hvis det er en spiller udefra f.eks.
      Her er en artikel om dette, som jeg synes i bør læse. http://statsbomb.com/2016/04/understand-football-radars-for-mugs-and-muggles/

      En godt eksempel på hvordan det kan bruges, var da man i Brentford måtte sælge topangriberen Andre Gray for £10 mio. til Burnley. Da måtte man så ud og finde en afløser for væsentligt færre penge, og her fik man identificeret Lasse Vibe, som en spiller der i Sverige havde vist, at han havde mange af de samme kvaliteter som Gray, og derfor ville have en god chance for at passe ind. Man endte så at hente Vibe for £1,3 mio, og da sæsonen var færdig, kunne man se på tallene, at Vibe på flere punkter havde noget nær identiske tal med dem Gray havde præsteret sæsonen før. Gray var ganske vidst lidt bedre på de fleste parametre, men Vibe slog også ham på nogle, f.eks. lavede Vibe flere mål pr. 90 min. end Gray gjorde. Og det for næsten en 1/10 af prisen! Tilgiv mig, at jeg ikke er i stand til at finde de to radarer længere.

      Tænk hvis OB havde brugt samme tilgang til f.eks. at finde en Falk-afløser. Gad vide om vi så ikke kunne være kommet op med noget bedre end Jönsson? Og måske endda billigere?

      I stedet kan i se et eksempel her på, hvor hurtigt analysen af statistikker har udviklet sig på bare få år, og hvordan du via avancerede statistikker kan skille skidt fra kanel, og få et mere reelt overblik over, hvor gode nogle spillere er sammenlignet med hinanden. Det er MEGET interessant læsning, i min verden. http://statsbomb.com/2016/09/new-tech-and-a-little-story-about-neymar-andros-and-eden-hazard/

      Der vil selvsagt være en gruppe af trænere og fodboldledere der vil mene, at de fordele du kan få ud af de nye statistikker er overdrevet, og at deres skarpe øje stadigvæk vil være bedre til at vurdere spillere og modstandere. Min påstand vil så være, at adgangen til alt den info i hvert fald på ingen måde kan skade, og om man vil det eller ej, så kan man ikke negligere, at det er en udvikling som samtlige af verdens største klubber er med på. Analyse og avancerede statistikker skal ALDRIG overtage for det trænede øje, men ikke at bruge det i sine vurderinger, er noget vi vil grine af om 10-20 år.

      Her er et par artikler der fortæller lidt om, hvor afgørende en del af udviklingen det efterhånden er i store, og hvordan en klub som Southampton der gang på gang mister de største profiler og trænere, konsekvent leverer sportsligt og finder de rigtige folk, samt hvordan Leicester skabte et mesterhold for peanuts i PL-sammenhæng.
      http://www.telegraph.co.uk/football/...importance-on/ https://www.theguardian.com/football...er-southampton

      Jeg tillader mig i det her tilfælde at tage en sølvpapirshat på og sige, at jeg tvivler meget på, at OB er i gang med denne udvikling og forstår at maksimere potentialet. I så fald, går de i hvert fald meget stille med dørene, og en mand som JH må have travlt, for jeg kan ikke få øje på, hvem der ellers skulle jonglere med de store mængder data. Ole Spion gør næppe med de arbejdsmetoder han har fremlagt for Tipsbladet.

      Hvor lang tid der så går før, at OB og dansk fodbold følger med, er så spørgsmålet. Jeg vil ønske, at vi tog chancen og var nogle af de første der turde at satse på det. Det er helt klart ikke normen i dansk fodbold at lave et sådant skift i sin transferpolitik, og allokere folk til at arbejde dedikeret med det, men det sker efterhånden mange steder rundt om i verden, hvorfor så ikke også i OB?

      Ungdomsarbejdet

      Siden Blodbadet for efterhånden over seks år siden, har vi gentagne gange måtte lægge ører til, at OB skal være en klub der satser på talentarbejde og skal have en fynsk identitet. Det synes jeg er fornuftigt. Som tidligere nævnt, skal en klub som OB leve af at sælge spillere, og kan man selv gro dem, er det en rigtigt god forretning. Jeg vil så våge den påstand, at det først er med Tonny Hermansens indtog, at man tog et drastisk skridt i en anden retning, og om det er til det bedre, skal jeg ikke gøre mig til dommer overfor, jeg har bare ikke indtrykket af, at OBs talentafdeling de sidste seks år har rykket sig markant.

      Det er i den grad seks spildte år. I mellemtiden har FCN fået banket Danmarks måske bedste talentakademi op, sammen med FCM, Brøndby og FCK har lanceret projekter som Masterclass og School of Excellence, og klubber som AaB og Esbjerg har høstet sportslig succes og økonomiske gevinster på et spillermateriale med egne talenter, som de store profiler. Her har vi i den grad stået i stampe.

      Vores talentarbejde er selvfølgelig ikke ringere, end at vi har hevet flere gode spillere op. Flere er også blevet solgt med god fortjeneste, men sportslig succes vil jeg dog våge den påstand, at vi ikke har fået maksimeret på de her talenter. Det skyldes bl.a. en sportslig slingrekurs, men også efter min opfattelse, et skidt miljø ift. at få integreret unge spillere i seniortruppen, så hurtigt som muligt. Der er blevet truffet nogle mærkværdige beslutninger, som da man f.eks. gav Raben debut som 16-årig i en krisetid, hvor han på ingen måde var klar til seniorbold, eller ved at lægge stort ansvar over på skuldrene af næsten uprøvede folk, som det skete med folk som Høegh, K. Larsen og Falk, hvilket gav dem meget store spillemæssige og fysiske udfordringer, de kunne have været foruden.

      Vigtigst af alt må dog være, den manglende strømlining i filosofi og stil, som skal gøre overgangen fra ungdomsspiller til senior lettere. Her har klubber som AaB og FCN bare ramt den lige i røven, da de har kunne hive deres unge folk op, og mere eller mindre bare plottet dem ind i den rolle de også har haft som ungdomsspillere. Det har absolut ikke været tilfældet i OB, hvor spillestilen har skiftet som vinden blæser, og nogle er blevet bedt om at indtage andre roller, som f.eks. Desler der har spillet central midt det meste af sin ungdomstid i OB, og fortsat bliver kastet rundt mellem de forskellige back og kantpladser. Her har OB en enorm opgave ift. at få skabt en gennemgående filosofi der gør integreringen af unge spillere lettere. Derfor er OB også nødt til at holde fast i en strategi for en gangs skyld.

      Hvis Kent Nielsen er ham man tror på, og det er den fodbold man vil spille, så er det også i en hvis grad det der må praktiseres på ungdomsholdene. Derfor nytter det heller ikke, at den næste træner skal være en Ove P eller en type som ham der spiller på en hel anden facon, da det vil gøre vold på den synergi der gerne skulle kunne blive bygget op.
      Det er dog ikke det eneste sted, hvor vi halter på ungdomsniveau. Én ting er, at vi har færre fuldtidstrænere end mange af vores konkurrenter, det kan være et onde vi må leve med i en overgangsfase. Men de faciliteter og det miljø der tilbydes de unge spillere, er ganske enkelt bare ikke godt nok, hvis vi vil være konkurrencedygtige herhjemme. Ungdomsfodbold er i høj grad blevet kannibaliseret de sidste 10 år, og fodboldverdenen er fyldt af anløbne typer, der forsøger at overtale unge drenge til at rykke til deres klub. Derfor er vi simpelthen også nødt til at have noget bedre at tilbyde, end geografien. Vores placering og opland giver os selvsagt gode muligheder for at have snor i mange spillere, men med de omfattende talentprojekter der er rundt omkring i landet, er vi i den grad også udsatte ift. at nogle af de bedste talenter bliver hugget tidligt.

      Comment


        #4
        Hvis OB vil have satse på et backbone af egne talenter kombineret med erfarne profiler, er man simpelthen nødt til at kaste flere penge efter det, og være meget mere ambitiøse, ellers er det ganske enkelt ikke en forretningsmodel. Vi producerer stadig gode talenter, men slet ikke i et tempo som i f.eks. AaB og FCN, hvor de kan udgøre halvdelen af truppen. Med de nuværende faciliteter og trænere, vil der gå mange år, før at det potentielt vil kunne være tilfældet, og det vil kræve meget målrettet og kontinuerligt arbejde. Det er heller ikke nødvendigvis nogen skidt ting, OB skal ikke nødvendigvis være i top 3 eller top 5 til at producere talenter herhjemme, vi skal bare være bedre på andre parametre i så fald, og det er svært at få øje på, at vi er det i skrivende stund.

        Hvordan skal vi komme tilbage?

        Det var mit MEGET lange og sikkert alt for dystopiske syn på, hvordan klubben vil gå fremtiden i møde. I bund og grund kan det koges ned til, at jeg elsker klubben og bekymrer mig om, hvilke tanker og idéer der hersker på ledelsesgangene, og om man reelt opererer med det fremsynede og ambitiøse udsyn, eller om man mere forholder sig til den forstokkede og bagud skuende tilgang til tingene, sådan som man i mine øjne, med rette, kan beskylde OB for at have gjort før. Som fan spejder jeg blandt mange andre efter det aftryk og de tanker der skal bringe OB ind i en ny sportslig storhedstid, for det er det sigte, jeg mener at man bør have.

        Jeg tror, at OB gennem hele organisationen har brugt for at gøre op med vanetænkningen, og idéen om, at vi kan komme tilbage til toppen af dansk fodbold, med de relativt simple midler, som det udadtil ser ud til, at der bruges. Et af de mest udkneppede udtryk i erhvervslivet i disse år, er disruption, og jeg er ved at kaste op over mig selv, at jeg skriver det her, men i denne sammenhæng kan man måske godt tale om, at OB som fodboldklub, og dansk fodbold i nogen grad, er ved at blive disrupted af andre klubber og ligaer, der gør op med vanetænkningen og tager nye tiltag til sig. I stedet burde OB tage skeen i den anden hånd, og forsøge at disrupte dansk fodbold ved at lade sig inspirere af dem der gør tingene anderledes, og lykkes med det, samt tage den teknologiske udvikling til sig, for alvor. Så kan ledelsen tale om kontinuitet alt det de vil, men hvis det betyder en kontinuerlig tankegang, hvor man griber tingene an på en gammeldags og uddateret måde, går kontinuiteten jo hen og bliver skadelig.

        I en tid, hvor vi som klub både på senior- og ungdomsniveau, sakker bagefter dem jeg vil definere som vores direkte konkurrenter, nemlig de andre større danske provinsklubber, og vi samtidig har en sportslig organisation der er smal og ikke har ændret sin form i mange år, har jeg svært ved at se med hvilke midler vi skal kunne lukke det gab, og i sidste ende overhale de konkurrenter. Det lette svar er penge, men for at det skal lade sig gøre, skal nogle være villige til at smide dem, og når de en dag ikke rækker længere, vil fundamentet smuldre, hvis man ikke har bygget en organisation og et koncept op som tåler nedrustning, det har vi set før.

        Hvis nogle har overlevet så langt her, hvilket jeg tvivler på, håber jeg at det har sat nogle tanker i gang omkring, hvordan OB som klub skal udvikle sig, hvis vi vil tilbage til toppen ”for good”, og at det ikke bare er et simpelt spørgsmål om, at den eller de skal fyres i morgen. Der skal et paradigmeskift til. Som nævnt i indledningen er målet at få skabt en debat og et samlet udtryk der skal kunne løfte sig op på ledelsesniveau. Vi kan alle hver især sidde og råbe fra hvert vores hjørne, men hvis vi ikke kan udtrykke et nogenlunde samlet budskab, tvivler jeg på, at det trænger igennem. Det ses ofte, at fans kan samle sig om et budskab om, at en hvis person skal fyres, som regel en træner. Jeg synes bare ikke, at vi skal gå og bilde hinanden ind, at enkelte fyringer i sig selv er løsningen, hverken på kort eller langt sigt. Hvis vi slår med en samlet næve, skal vi nok trænge igennem i sidste ende, og forhåbentlig kan det bryde op for den nølen og tilbagelænethed, som den øverste ledelse udadtil viser.

        Når alt kommer til alt, er vi klubben! Lad os vise, at vi også ret til at præge den!

        Comment


          #5
          I OBs tilfælde er der 1 ting på menuen. Downsource og spare før alt andet. Ligner at det vigtigste er lave driftsomkostninger dvs lave lønninger og dårlige faciliteter frem for at tænke hvordan man kunne trække potentielle STORE sponsorer, investorer eller samardspartnere til. Udfordringen hedder Thorborg der for alt i verden vil have majoriteten. Trist for OB og fremtiden.

          Comment


            #6
            Mange gode anskuelser.
            Som jeg så tit har slået på tromme for herinde, så er en mental coach en vigtig spiller i moderne fodbold, han skal kunne coachet spillere individuelt, og arbejde med den mentale præstation. Vi har tidligere haft en mentaltræner ansat, men han er nok sparet væk. Jeg er desuden også bange for at da Kent jo er af den gamle skole, så ser han ikke en interesse i mange af de nye moderne hjælpemidler, og træningsmetoder som kan hjælpe et fodboldhold i krise, og slet ikke en mentaltræner, han har selv udtalt at det mentale bare skal trænes væk på fodboldbanen, men det har jo ikke hjulpet synderligt hidtil.

            Comment


              #7
              Fuck et sindsygt indlæg! meget meget imponerende, tror aldrig, jeg har set et så gennemarbejdet og indsigtsfuldt indlæg på et fodboldforum før, det er altså et indlæg, der giver de fleste sportsmedier fuldstændig baghjul.

              Jeg er slet ikke inde i tingene omkring statistikkerne, men dine indspark bekræfter min skepsis over for de overfladiske statistikker, og det efterlader JHs og KNs bortforklaringer som netop tynde ligegyldige undskyldninger. Jeg vil med interesse læse dette indlæg nogle gange, og sætte mig bedre ind i nogle af de ting, der bliver fremført, nu har jeg i hvert fald et godt udgangspunkt.

              Det jeg vil bidrag med, er en gammel ide, som jeg tidligere har lanceret. Som jeg ser det, har Jesper Hansen alt for stor magt, og hans kompetencer er for ringe til at have denne magt. Der mangler kompetente folk i organisationen, men det er blevet sparet væk, til stor skade. Langt hellere beholde en scout Som Nedergaard, end ikke have nogen scout, for så bagefter at ansætte en mand, der har set sine bedste dage, det er jo håbløst.

              Min ide går derfor ud på, at der udpeges en fan-bestyrelse på ca.10 mand, som alle OB fans kan stille op til og stemme til. Dette udvalg, skal således på halvårlige møder, gennemgå klubben på alle leder og kanter, og indkalde den sportslige ledelse og bestyrelsen til statusmøder, hvor de ansvarlige skal fremlægge deres planer, fremgange, argumentere for deres valg og fravalg på alle mulige tænkelige områder, selvfølgelig på lukkede møder. På den møde, får vi koblet den professionelle organisation sammen med fans, organisationen får sparring, ideer, bliver udfordret. OBs ledelse bliver presset på, at levere ordentlige svar, at dokumentere de indsatser der gøres, og skærpes i forhold til argumentationen. Hvis OBs ledelse ikke kan tåle det pres, er de ikke deres opgave værdig.

              Comment


                #8
                Fantastisk interessant læsning - flot arbejder. Vi kunne have fået en del af det, såfremt vi ikke skulle have været forbi utopi.
                Hvordan havde NT tænkt sig, at vi skulle have en mere bold besiddende spillestil samtidigt med, at skar i budgettet. Bold besiddende spillere koster flere penge end fysiske "tonser".
                Hvordan kunne man bruge så meget tid på at ansætte PH og siden erstatte ham med en endnu mere inkompetent sportsdirektør.
                Respekt for at NT bruger mange penge på OB - men han kunne have fået langt mere, såfremt han ikke havde lavet så dårlige ansættelser.

                Comment


                  #9
                  Oprindeligt indsendt af SU1978 Se indlæg
                  Fuck et sindsygt indlæg! meget meget imponerende, tror aldrig, jeg har set et så gennemarbejdet og indsigtsfuldt indlæg på et fodboldforum før, det er altså et indlæg, der giver de fleste sportsmedier fuldstændig baghjul.
                  Enig, meget imponerende indlæg...

                  Oprindeligt indsendt af SU1978 Se indlæg
                  Det jeg vil bidrag med, er en gammel ide, som jeg tidligere har lanceret. Som jeg ser det, har Jesper Hansen alt for stor magt, og hans kompetencer er for ringe til at have denne magt. Der mangler kompetente folk i organisationen, men det er blevet sparet væk, til stor skade. Langt hellere beholde en scout Som Nedergaard, end ikke have nogen scout, for så bagefter at ansætte en mand, der har set sine bedste dage, det er jo håbløst.


                  Min ide går derfor ud på, at der udpeges en fan-bestyrelse på ca.10 mand, som alle OB fans kan stille op til og stemme til. Dette udvalg, skal således på halvårlige møder, gennemgå klubben på alle leder og kanter, og indkalde den sportslige ledelse og bestyrelsen til statusmøder, hvor de ansvarlige skal fremlægge deres planer, fremgange, argumentere for deres valg og fravalg på alle mulige tænkelige områder, selvfølgelig på lukkede møder. På den møde, får vi koblet den professionelle organisation sammen med fans, organisationen får sparring, ideer, bliver udfordret. OBs ledelse bliver presset på, at levere ordentlige svar, at dokumentere de indsatser der gøres, og skærpes i forhold til argumentationen. Hvis OBs ledelse ikke kan tåle det pres, er de ikke deres opgave værdig.

                  Jeg kan grundlæggende godt lide idéen, men ser den desværre som fuldstændigt dødsdømt på forhånd. Jeg kan ikke forestille mig at ret mange i organisationen er det mindste interesserede i at blande fans ind i noget som helst, der går ud over at være baggrundstæppe til TV-kameraerne.

                  Mvh

                  MaxHH

                  Comment


                    #10
                    Det er i den grad tankevækkende, at en fan; ikke en journalist, en fagmand eller noget helt tredje, nej en fan, kan komme ud med en så innovativ, gennemarbejdet og skarp en analyse og bud på, hvordan OB i fremtiden skal kunne skille sig ud fra alle de andre klubber i Danmark. Det er som at læse et manifest for en ny fremtid; hvor tungen skal holdes lige i munden, samtidigt med at man sidder og finder sig selv i at tænke "Det er jo det her, vi skal".

                    Jeg har altid ment, at statistikker ikke altid fortæller historien om, hvordan et hold klarer sig; men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, måske lidt naivt, at der på dette område fandtes så gennemgribende metoder til at vende vrangen ud på TV-stationernes hang til at hænge sig i boldprocenter og skud på mål, som en ren kvantitativ størrelse, i stedet for at se på kvaliteten; som i den sidste ende altid afgører om en kamp og en sæson falder ud til det og det holds fordel.

                    Jeg ville aldrig selv kunne skrive sådan et indlæg, end sige komme med et så substantielt et oplæg til debat, end det her. Så alt, jeg næsten kan gøre, det er at rose det og opfordre folk til prøve at læse det igennem. Det vil jeg gøre, igen; også de links, der er blevet bragt frem.

                    Deri ligger problemet måske også; hvordan skal man kunne give dette oplæg dets fulde retfærdighed? Jeg kan kun sige, at jeg ville ønske, at OB tænkte så nyt, at vi på den måde fik skabt en klub, som ikke alene tænder passionen os selv den surreste stodder (som jeg selv), fanger nye fans og fastholder dem, der er der; og her er ideen om en "fanbestyrelse" ikke så tosset endda. Et slags "kompas" for hvor klubben bør bevæge sig henad, uden at denne "bestyrelse" skal kloge sig på eller bestemme over en klubs ageren på transfermarkedet.

                    Spørgsmålet er bare, om ideen er realistisk. Det skal jeg ikke personligt gøre mig så klog på; for jeg ved ikke, om der er ret mange klubber rundt omkring, der inddrager tilhængerne så meget, som der bliver lagt op til.

                    Om ikke andet, så er det da et forslag; og det er mere, end hvad jeg kan komme på. Inddragningen af tilhængerne i udformningen af klubbens kultur er jo præcis sådan noget, jeg personligt gerne så integreret i OB.

                    Jeg føler mig lidt som en elefant i en glasbutik, når jeg skal forsøge at greje, hvordan man skal bidrage til denne debat.

                    MvH ChrisOB
                    1 nederlag de sidste 14 kampe. (8-5-1 - målscore: 23-9) 0 i de sidste 9 (6-3-0 - målscore: 16-6). 0 kampe siden sidst vi vandt en kamp efter været kommet bagud 0-1. Casper Nielsen - gør hvad han vil.

                    Comment


                      #11
                      Hvorfor i alverden arbejder trådstarter ikke indenfor sportsjournalistik? Evt. bare freelance?

                      Comment


                        #12
                        Spændende. Det er altid herligt, når nogen leverer et så gennemarbejdet stykke arbejde.

                        Hvis man skal tage noget positivt med fra krisetiden, så er det netop, at det sætter en masse tanker i gang og giver mulighed for at starte helt fra bunden.

                        Jeg ved, at OB får detaljeret data fra kampene på spillerne osv., men jeg ved ikke i hvilket omfang, at man bruger det. På ungdomsniveau er der også videoanalyse på holdenes kampe såvel som på de enkelte spillere. Jeg ved også, at nogle af de forbedringsforslag, du kommer med, er i gang, og nogle de problemstillinger, du påpeger, er under luppen.
                        MEN så er der jo lige det med ressourcerne, hvor skal de komme fra? Ja, det er jo oplagt at pege på Thorborg, men synes, at det er svært at sidde at pege fingre og være sur over, at han ikke vil skyde en masse flere penge i det (selvom det ville være SÅ herligt). Som jeg ser det, er det helt store problem svaret på spørgsmålene, hvad er der tilbage fra succesårene, og hvad fik vi ud af det?: INGENTING!
                        Alle de mange penge, der blev puttet i projektet den gang, forsvandt ned i et stort sort hul og er forsvundet. Man fik ikke skudt de store stjerner af, da man virkelig kunne få mange penge for dem, mesterskab og CHL (og de mange penge det kunne have genereret) udeblev, og der blev ikke investeret nævneværdigt i noget blivende (faciliteter). Efterfølgende blev de resterende midler så total ødslet væk. Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at Thorborg holder lidt mere fast i sine grunker nu.

                        Der har nogle af de klubber, som du også bruger som sammenligning, været meget bedre (og heldigere) til at få noget ud af deres store investeringer/satsninger. Men de har også været bedre til at brande sig selv og deres strategier, så Benham f.eks. stod klar med en stor pose penge, da FCM var aller mest på røven.

                        Men er det ikke på tide, at Thorborg kommer over det, hvis han vil noget med OB?? Jo, men mon ikke, at der skal et holdbart projekt til, som han kan tro på. OG det gør det ekstra forbandet, at det ser så skidt ud for tiden. For jeg synes, at alle udmeldinger i sommers tydede på, at nu var vi igen klar til at skrue op, og facilitetssnakken blev også åbnet som en seriøs mulighed igen. Nu ser det desværre ud til, at en investering endnu en gang vil være en brandslukning, og det er så dybt frustrerende.

                        Comment


                          #13
                          Jeg er enig i al rosen og taknemmelig for den nye verden du for mig som den foerste praesenterer mig for.

                          Havde jo laest om Bradford-ejerens smarte statistikker og selv om de er kommet til Ikast og Herning anede jeg ikke mere om dem.

                          Noget drastisk skal der jo ske og mon ikke dette er det bedste bud.

                          Desvaerre kan alle andre klubber jo ogsaa laese dette indlaeg.

                          Igen; tak.
                          Græsset er altid grønnere på den anden side, hvis man glemmer at vande.

                          OB - engang var vi gode

                          Comment


                            #14
                            Oprindeligt indsendt af Tåhyler Se indlæg
                            Jeg er enig i al rosen og taknemmelig for den nye verden du for mig som den foerste praesenterer mig for.

                            Havde jo laest om Bradford-ejerens smarte statistikker og selv om de er kommet til Ikast og Herning anede jeg ikke mere om dem.

                            Noget drastisk skal der jo ske og mon ikke dette er det bedste bud.

                            Desvaerre kan alle andre klubber jo ogsaa laese dette indlaeg.

                            Igen; tak.
                            Det er bestemt ikke for at tage noget fra Sheeds spændende indlæg, men mht statistik er der intet nyt, overraskende eller hemmeligt i det for klubberne. OB (og de andreklubber) er langt ude over om, man skal bruge de statiske værktøjer - spørgsmålene er mere hvordan og hvor meget. Der er utroligt meget data, der skal sorteres i.
                            Og det er (heldigvis) ikke så simpelt, at alt kan gøres op i regneark (endnu). Nu nævner du selv FCM. De har været gode til at brande sig på det, men de har jo faktisk ikke haft ret stor succes med deres rekruttering på baggrund af tal fra databaserne. Royer, Mawil og Kadlec røg alle hurtigt videre igen, og jeg mener helt bestemt, at FCM også selv har meldt ud (det har i hvert fald været fremme), at de i det her vindue har kigget lidt mindre på databaserne, når der skulle vælges nye spillere.
                            Men det er interessant område, og vi må da virkelig håbe, at OB finder en formel til, hvordan det kan være med til at optimere chancerne for succes.

                            Comment


                              #15
                              Oprindeligt indsendt af Limefrugten Se indlæg
                              Det er bestemt ikke for at tage noget fra Sheeds spændende indlæg, men mht statistik er der intet nyt, overraskende eller hemmeligt i det for klubberne. OB (og de andreklubber) er langt ude over om, man skal bruge de statiske værktøjer - spørgsmålene er mere hvordan og hvor meget. Der er utroligt meget data, der skal sorteres i.
                              Og det er (heldigvis) ikke så simpelt, at alt kan gøres op i regneark (endnu). Nu nævner du selv FCM. De har været gode til at brande sig på det, men de har jo faktisk ikke haft ret stor succes med deres rekruttering på baggrund af tal fra databaserne. Royer, Mawil og Kadlec røg alle hurtigt videre igen, og jeg mener helt bestemt, at FCM også selv har meldt ud (det har i hvert fald været fremme), at de i det her vindue har kigget lidt mindre på databaserne, når der skulle vælges nye spillere.
                              Men det er interessant område, og vi må da virkelig håbe, at OB finder en formel til, hvordan det kan være med til at optimere chancerne for succes.
                              1 formel kunne være at erstatte JH med en blind høne..

                              Comment

                              Working...
                              X