Er OB gearet til fremtiden?
Dette er et diskussionsoplæg. Dette er et opråb til klubbens ledelse. Dette er mest af alt, bare en bekymret fan, der ikke bare frygter for klubbens nuværende situation, men også klubbens beskaffenhed de næste 3, 5, 10 år frem osv. Dette skal ikke munde ud i en diskussion om, hvorvidt visse nøglepersoner skal være i OB eller ej, jeg vil gerne en tur helt op i helikopteren og kigge på, om vi som klub har den rette filosofi ift. at udvikle sig fremadrettet.
Det ideelle med denne tråd, er at vi får skabt et samlet udtryk der i sidste ende vil kunne løfte sig op på ledelsesplan, og få skabt en diskussion om, hvorvidt man er på rette vej, om man er godt nok indstillet på fremtiden, og om man er visionær nok i sin tilgang. Dette oplæg tager i meget lille grad udgangspunkt i den nuværende sportslige krise, og stiller i langt højere grad spørgsmål ved de eksisterende og fremtidige beslutningsprocesser i klubben, der skal udvikle den på sigt.
Nedenstående fremhæver jeg nogle af de problemstillinger, som jeg synes er værd at diskutere. Folk skal selvsagt være velkomne til at anfægte dem og meget gerne tilføje relevante diskussionsemner.
Har vi udviklet os de sidste 10 år?
Ovenstående er selvsagt et provokerende spørgsmål, for man kan finde mange punkter, hvor klubben har udviklet sig i den ene eller den anden retning. De spændende spørgsmål synes jeg dog er: Har vi udviklet vores filosofi? Har vi udviklet vores metoder? Har vi udviklet vores måde at anskue fodbold på?
Når jeg kigger på OB som organisation, har jeg svært ved at se, at man har udviklet sig i nogen særlig retning de sidste 10 år. Jobbeskrivelserne er i det store hele de samme, det er bare andre mennesker der sidder på taburetterne. For 10 år siden havde vi også en cheftræner, en assistent, en målmandstræner og en fysisk træner. Vi havde en adm. direktør, sportsdirektør, og kort tid efter fik vi også en talentspejder tilknyttet. Det var det sportslige apparat omkring seniortruppen.
Kan det virkeligt passe, at fodboldens udvikling har været så marginal de sidste 10 år, at organisationsdiagrammet fra dengang også er tidssvarende i dag? Det vil jeg i meget høj grad gerne anfægte. I min verden har fodbolden udviklet sig i flere retninger. For nogle har den udviklet sig til, at man har flere folk på træningsbanen til at lave mere målrettet og individuel træning. Det kan f.eks. ses i FC Nordsjælland, hvor man udover en cheftræner, to assistenter, en målmandstræner og en fysisk træner, også har en træner der arbejder personlig udvikling og rådgivning af spillerne, samt en performance analytiker. Andre klubber arbejder f.eks. med angrebstrænere. Udenfor træningsbanen har fodbolden i den grad også udviklet sig. Andre klubber har performanceanalytikere, flere scouts, både almindelige og tekniske, mentaltrænere, og diætister tilknyttet på fuld tid.
Jeg kender to som har beskæftiget/beskæftiger sig med fodbold professionelt, på senior og ungdomsniveau, og de taler ofte om den manglende tid der er til at kunne coache spillerne individuelt. Det være sig på træningsbanen, når tekniske færdigheder skal udvikles, og det være sig uden for banen, når deres taktiske og spillemæssige forståelse skal udvikles, ved hjælp af videoanalyse bl.a., samt personlig rådgivning og menneskelig omsorg overfor spillerne. Derfor synes jeg, at det er bekymrende, at OB opererer med så smal en stab, og på nogle områder synes jeg, at det er rent ud sagt tåbeligt, at man ikke har udviklet sig.
Hjælpetrænere, analytikere, scouts osv. er ikke særligt dyre at have tilknyttet, sammenlignet med en seniorspiller, og især ikke, hvis disse folk kan være med til at undgå, at man kaster millionbeløb efter spillere, som ikke er deres vægt værd i guld, eller som ikke lever op til deres potentiale i klubben, fordi at der ikke bliver taget godt nok hånd om dem, og man sørger for, at de får udviklet nogle vigtige relationer og færdigheder. Det er i min verden fejlagtig ledelse, at man fra klubbens side, ikke har forsøgt at minimere den sportslige og økonomiske risiko, der ligger ved fejlmæssige investeringer i spillere, samt at høste de økonomiske gevinster der ligger ved at udvikle spillere og sælge dem videre. Den bedste reklame en klub kan gøre for sig selv ift. at hente nye spillere, er at skabe et ry og en fortælling om, at man er god til at udvikle spillere. Det er absolut ikke min opfattelse, at det er noget der klæber til OB.
Rådgivning og udvikling af spillere er alfa omega for en klub som OB, der i høj grad skal drives frem af, at man formår få lave økonomiske gevinster på spillere, der findes ganske enkelt ikke særligt mange andre potentielle større indtægtskilder for en klub som OB, og bare et enkelt pletskud kan sikre den satsning i mange år, lex FCN og den vanvittige sum de får for Emre Mor f.eks. Det handler ikke om, hvorvidt der er økonomi til det, det handler om, hvordan man vil administrere sine midler, og her vil det klæde OB at operere med et lidt længere sigte.
Her er et glimrende eksempel fra Steven Gerrards nye bog, hvor han fortæller om, hvordan han fik belyst sine tekniske og fysiske udfordringer i hans nye rolle, ikke som ungdomsspiller, men sent i hans karriere. Det er analyse på det her niveau, som OB skal bevæge sig hen imod, og det behøver ikke at være særligt bekosteligt eller svært for den sags skyld. Man skal bare været bevidst om, at det er en filosofi og en måde at gøre tingene på, og allokere tid og kræfter til det. https://pbs.twimg.com/media/Cvp4ZWXUIAAKTtb.jpg https://pbs.twimg.com/media/Cvp4aVeVIAAK3Uh.jpg
Comment