Oprindeligt indsendt af nixcha
Se indlæg
Randers må antages at sælge Ishak inden vinduet er omme. En klub som Randers kan simpelthen ikke have både Ishak, Lundberg, Mitrovic, George og Pourié rendende til to pladser, det virker helt vanvittigt med de lønninger de trods alt må få hver især. Plus at de har et stort talent rendende i Mølvadgaard. Sælger de Ishak, sælger de en klassespiller og en top 5 angriber i Suppen, i mine øjne. Hvordan de resterende så klarer det, bliver afgørende. Samtidig ser jeg det også som klart mest sandsynligt, at Fenger er væk seneste ved kontraktudløb til nytår, og med ham, Ishak og Johnsson væk har Randers mistet deres tre med afstand bedste spillere, i mine øjne, inden for et halvt år, samtidig med at de har mistet en højt agtet træner, og glem ikke at tabet af både Borring og Keller stadigvæk er forholdsvis nyligt. Det ville være underligt, hvis det ikke gav nogle resultatmæssige udsving, og hvis ikke så burde OB for alvor kigge i retning af en Ole Nielsen, når der skal findes nye folk til den sportslige ledelse. (Jeg synes nu også, at han er rigtigt dygtig i forvejen)
AaB har imponeret mig i sæsonstarten, særligt med deres point i Parken. Deres indkøb ser rigtigt solide ud, Flores kan jeg ikke rigtigt vurdere noget på endnu, men de har også mistet mange, og der har været et element af held og stolpe ind for dem, synes jeg, måske lige bortset fra kampen mod os. Imod Horsens udligner de i overtiden, imod FCN vender de 0-1 efter 75' til en 2-1 sejr, imod Esbjerg brænder Esbjerg nogle forrygende chancer for at udligne og få et point i anden halvleg, deriblandt Hvilsom som selvfølgelig lige ventede en uge og scorede sit første mål imod os, som det jo sig hør og bør, og FCK burde selvfølgelig også have vundet i lørdags med de chancer de havde, og AaB ikke havde.
Deres succes eller mangel på samme, kommer sandsynligvis til at blive afgjort af de nye spillere de har fået, og slår de til, er det jo bare med at lette på hatten for AaB endnu engang. Samtidig vil det også være ufatteligt bekymrende, hvis AaB kan formå at hente profiler i udlandet der går direkte ind og afløser, og måske endda styrker dem på de pågældende pladser, når vi har så svært ved det, med et større budget.
Klubber som AaB og Randers der er igang med en genopbygning, og enten har eller står til at miste flere af deres absolut bedste folk, skal vi som minimum kunne matche i år 2 af vores nye projekt, hvor næsten hele truppen er sammensat af den nuværende sportslige ledelse. Hvis ikke det kan lade sig gøre, har den nuværende sportslige retning, diskvalificeret sig selv i mine øjne, og man må som minimum kigge på at gøre nogle ting anderledes. Det kunne f.eks. være at udvide sit spillerrekrutteringsområde til ikke at være næsten udelukkende Danmark, og spillere som træneren allerede har en relation til. Det kunne være at investere i datamæssig og traditionel scouting, så vi for alvor kommer udenfor landets grænser, især hvis det viser sig, at AaB og Randers sagtens kan holde kadencen ved at erstatte deres profiler med spillere fra udlandet.
Comment