Min top 5:
5. Bengt Sæternes -> Vålerenga
Bengt Sæternes kom til OB med en våd drøm om Champions League, og udtalte da også, at OB altid havde været hans klub i Danmark. Ja han lovede sågar, at hvis han fik tillid og kunne holde sig skadesfri, så ville OB blive den nye mastodont i dansk fodbold. Da han så et år efter ankomsten valgte at smide håndklædet i ringen, og skiftede tilbage til hans hjemland, var vi mange fans, der følte os forrådt. Men set i lyset af, at han jo var nordmand rækker det ikke til mere end en 5. plads.
4. Henrik Toft -> Horsens
Den skæggede statue, Albinobjerget, Bomberen fra Sønderjylland... Ja kært barn har mange navne, og i OB-fansenes øjne, var Henrik Toft virkelig en af vores egne. Han snakkede også med en spøjs dialekt, og... ja, det var vel det. Men da han kom til fra HB Køge, tror jeg nok at vi var mange, der følte, at nu havde vi endelig fundet løsningen i angrebet. Vi snakker om en to-metermand, der egenhændigt ville sende 30-40 point i vores retning i løbet af en sæson. Derfor var det noget af et slag i ansigtet, da han allerede et år efter fravalgte Odense for at bo i fucking Horsens. Han var en stjerneangriber, og holdet var bygget op om ham, og manden havde alle muligheder - jeg nævner i flæng klubber der bød sig til: Konyaspor, Cheltenham, Gefle og Slask Wroclaw, og jeg tror ikke jeg er den eneste der sidder tilbage med en følelse af, at han skulle være taget til udlandet og dermed bevaret sit renommé i Odense.
3. Denni Conteh -> Malmö
Det gjorde meget ondt på selvforståelsen, da Denni Conteh, en af de helt store spillere i stribet skiftede Fyn og Danmark ud med en tilværelse på den anden side af sundet. Denni Conteh havde i alle sine seks kampe for OB gået forrest, og været en rollemodel i truppen, som de unge på Fyn kunne se op til. En mand af kaliber. Ja han var faktisk så populær for sine fodboldkundskaber, at DBU i en overgang overvejede at droppe de landsdækkende fodboldskoler, og i stedet erstatte dem med skoler hvor man lærte at drible som fodboldguden fra OB. Det rækker til en tredjeplads på denne liste.
2. Nenad Novakovic -> Reggina
Endelig havde vi fundet en keeper, der bare brændte for OB. Han var jo faktisk personificeringen af OB i den måned han var en del af truppen. Tænk at han lod sig sælge for ussel mammon, når det var OB der lå hans hjerte nær. Jo jo, der var da lidt økonomisk gevinst ved salget, men kontinuitet er et nøgleord, der var billigt til salg dengang.
1. Anders Jochumsen -> Lyngby
Av av av. Måske moderne tids største spiller i stribet. Anders Jochumsen kunne (og kan sikkert stadig) det hele. Han havde rappe fødder, et hug som en klapperslange, og en bevægelighed, der var meget sjælden at se i dansk fodbold. Fans kom på stadion for at se ham, og så var resultatet af kampen ofte sekundært. Den feterede fodboldstjerne havde odenseanerne i sin hule hånd, og han fik, så vidt jeg ved, op mod 20 procent rabat hos byens frisører. Ja ham kunne fynboerne godt lide. OB tog ham til sig i en tid, hvor reglerne tillod ham at spille amatørbold i Ådalen, og den tillid svigtede han totalt, da han kort efter valgte at flytte tilbage til en af hovedstadens snobbede forstæder. Det gjorde ondt, at byens helt var for fin til Fyn, og i dag i 2016 er såret endnu ikke lægt og jeg kan med sikkerhed sige, at tusindvis af kvindehjerter stadig er i brand.
5. Bengt Sæternes -> Vålerenga
Bengt Sæternes kom til OB med en våd drøm om Champions League, og udtalte da også, at OB altid havde været hans klub i Danmark. Ja han lovede sågar, at hvis han fik tillid og kunne holde sig skadesfri, så ville OB blive den nye mastodont i dansk fodbold. Da han så et år efter ankomsten valgte at smide håndklædet i ringen, og skiftede tilbage til hans hjemland, var vi mange fans, der følte os forrådt. Men set i lyset af, at han jo var nordmand rækker det ikke til mere end en 5. plads.
4. Henrik Toft -> Horsens
Den skæggede statue, Albinobjerget, Bomberen fra Sønderjylland... Ja kært barn har mange navne, og i OB-fansenes øjne, var Henrik Toft virkelig en af vores egne. Han snakkede også med en spøjs dialekt, og... ja, det var vel det. Men da han kom til fra HB Køge, tror jeg nok at vi var mange, der følte, at nu havde vi endelig fundet løsningen i angrebet. Vi snakker om en to-metermand, der egenhændigt ville sende 30-40 point i vores retning i løbet af en sæson. Derfor var det noget af et slag i ansigtet, da han allerede et år efter fravalgte Odense for at bo i fucking Horsens. Han var en stjerneangriber, og holdet var bygget op om ham, og manden havde alle muligheder - jeg nævner i flæng klubber der bød sig til: Konyaspor, Cheltenham, Gefle og Slask Wroclaw, og jeg tror ikke jeg er den eneste der sidder tilbage med en følelse af, at han skulle være taget til udlandet og dermed bevaret sit renommé i Odense.
3. Denni Conteh -> Malmö
Det gjorde meget ondt på selvforståelsen, da Denni Conteh, en af de helt store spillere i stribet skiftede Fyn og Danmark ud med en tilværelse på den anden side af sundet. Denni Conteh havde i alle sine seks kampe for OB gået forrest, og været en rollemodel i truppen, som de unge på Fyn kunne se op til. En mand af kaliber. Ja han var faktisk så populær for sine fodboldkundskaber, at DBU i en overgang overvejede at droppe de landsdækkende fodboldskoler, og i stedet erstatte dem med skoler hvor man lærte at drible som fodboldguden fra OB. Det rækker til en tredjeplads på denne liste.
2. Nenad Novakovic -> Reggina
Endelig havde vi fundet en keeper, der bare brændte for OB. Han var jo faktisk personificeringen af OB i den måned han var en del af truppen. Tænk at han lod sig sælge for ussel mammon, når det var OB der lå hans hjerte nær. Jo jo, der var da lidt økonomisk gevinst ved salget, men kontinuitet er et nøgleord, der var billigt til salg dengang.
1. Anders Jochumsen -> Lyngby
Av av av. Måske moderne tids største spiller i stribet. Anders Jochumsen kunne (og kan sikkert stadig) det hele. Han havde rappe fødder, et hug som en klapperslange, og en bevægelighed, der var meget sjælden at se i dansk fodbold. Fans kom på stadion for at se ham, og så var resultatet af kampen ofte sekundært. Den feterede fodboldstjerne havde odenseanerne i sin hule hånd, og han fik, så vidt jeg ved, op mod 20 procent rabat hos byens frisører. Ja ham kunne fynboerne godt lide. OB tog ham til sig i en tid, hvor reglerne tillod ham at spille amatørbold i Ådalen, og den tillid svigtede han totalt, da han kort efter valgte at flytte tilbage til en af hovedstadens snobbede forstæder. Det gjorde ondt, at byens helt var for fin til Fyn, og i dag i 2016 er såret endnu ikke lægt og jeg kan med sikkerhed sige, at tusindvis af kvindehjerter stadig er i brand.
Comment