Med fyrringen af Troels Bech er det er tid til en grunddig evaluering og selvransagelse, - også for mig, jeg troede på projektet "Det nye OB." Blev jeg forført, eller var drømmen rigtig, bare dårligt udlevet?
Da vi i efteråret 2010 fyrede Lars Olsen, Viggo Jensen og Kim Brink virkede det den gang som en modig og rigtig beslutning. Lars O.fremstod altid træt og sur, desuden gik der vilde rygter om, at Kim Brink var mere eller mindre alkoholiseret og havde opført sig uanstændigt ved flere lejligheder. Guldet var glippet og vores trup fremstod splittede, umotiverede og i konflikt med hinanden.
Jeg troede også meget på projektet, da man i december 2010 præsenterede den nye strategi. Det hed sig, at vejen ind i fremtiden var opbygget om OB´s historiske værdier, ydmyghed og hårdt arbejde, en stærk ambition om at satse på flere unge, fynske talenter også skulle vi tilmed til at være et boldbesiddende hold, som spillede underholdende tikki taka fodbold.
Det lød perfekt, vi havde set alt for mange unge fynske talenter forlade klubben, uden at de havde fået chancen på førsteholdet, for siden at få storsucces i andre klubber. Det var voldsomt utilfredsstillende at være vidne til. Desuden virkede det som, at man lykkedes godt med ”Øens hold” satsningen. Det var i hvert fald tydeligt, at årene med succes og de mange gratis billetter til de yngste fynske fodboldspillere medførte færre FCK og Brønbytrøjer i de Odenseanske skolegårde og i gadebilledet. En naturlig del af dette,måtte jo være at satse på ærgerrige unge fynboer, eller hjemkommende stjerner med ægte klubfølelse og hjerte.
Det var en tid, hvor vi alle var lidt forelskede i FC Barcelona og misundelige på FC Nordsjælland, hvad gir i mig, fucking Farum vinder et Danmarksmesterskab, på flot spil og unge talenter. Det burde have været os, var mit rationale – hvis vi bare havde fyret de gamle nisser noget før.
Jeg var overrasket, da man præsenterede Henrik Clausen, jeg var indtil da overbevist om at man ville hente den gamle OB stjerne og tidligere U21 landsholdstræner Keld Bordinggaard ind, da han virkede oplagt i forhold til den udmeldte strategi, men jeg lod igen optimismen sejre og troede fuldt og fast på, at Henrik Clausen var det næste trænerstjerneskud, som han blev fremstillet som ved præsentationen.
Vi stod der alle sammen, da champions league hymnen lød over Odensestadion, vi havde netop slået mægtige Panathinaikos ud og euforienville ingen ende tage, jeg har ikke i min tid som OB fan (fra 1994 og frem) oplevet ligeså fantastisk stemning på stadion, som i det øjeblik da Hans Henrik Andreasen bragte os foran 1 – 0 imod Villa Real. Hele stiften hoppede, selv langsiden var med og vi vandtkampen.
Men alt gik galt derefter. Drømmen brast og forvandlede sig til et mareridt, et mareridt som vi endnu ikke er vågnet fra.
Man begyndte at ane uråd, da det tog pokkers lang tid at finde en sportsdirektør. Vi fik at vide, at man skulle finde den helt rigtige, der var brug for en ordentlig proces for fremtidens OB og indtil da havde Thomas Christensen styr på det. Endelig fandt man Poul Hansen. Den lune sønderjyde med den store indsigt og jeg vandt håbet rigtig tilbage, da man ansatte Troels Bech, det var svært ikke at være småforelsket i hans formidable retoriske evner og han var sågar i spil som landstræner. Hilde mænd sikke et scoop, det var selvfølgelig lidt fjollet, at han havde været i klubben så mange gange før, men han var jo Danmarks bedste træner - ja det tænkte jeg.
Jeg forstod min fejlslagne optimisme og tabte tilliden til Troels Bech i foråret 2013. Vi behøvede bare 1 sølle point for at klare frisag og undgå nedrykning, men vi tabte 6 kampe i streg, ”Danmarks bedste træner” kunne ikke engang sikre sig en enkelt uafgjort i 6 forsøg, barrikader målet, kør bussen ind, flæk modstanderne, det er liv eller død for pokker! Vi klarede det kun fordi de andre hold var endnu dårligere. Troels Bechs fantastiske retorik, som jeg havde elsket så meget, blev mere og mere irriterende og jeg begyndte langsomt at huske hvordan at stiften havde sunget; ”aldrig, aldrig, aldrig mere Troels Bech.” Nu er han væk, som så mange andre.
Var det strategien der slog fejl, var den klub som Brik, Viggo og Lars O efterlod i så dårlig stand, at den ikke stod til at redde, havde man gamblet på Danmarksmesterskabet og tabt det hele på gulvet? Eller var det en række af uheldige situationer, relationer og personer? Var det Poul Hansen, Thomas Christensen, Niels Thorborg, eller Troels Bech? Er OB et minikosmos af finanskrisen, er vi fodboldens Island som for sent vågner op og opdager at der ikke bare er røg i køkkenet, men ild i hele huset?
Med fyringen af Troels Bech og ansættelsen af Ove Pedersen er jeg endnuengang optimistisk. Glem tikka taka og prosession, hvis man tænker over det, er et solidt forsvar og en god fight så ikke mere OB end alt det andet vi har flirtet med? Husk på ydmyghed og hårdt arbejde - Lange bolde til Miti og Søren Andersens skudfinter. Den succes jeg har oplevet i OB har været opbygget om fight og en solid defensiv. Jeg tror vi vil rejse os igen. Endnu engang har jeg håb og tro til min klub – til Ove P og til det nye OB :)
Da vi i efteråret 2010 fyrede Lars Olsen, Viggo Jensen og Kim Brink virkede det den gang som en modig og rigtig beslutning. Lars O.fremstod altid træt og sur, desuden gik der vilde rygter om, at Kim Brink var mere eller mindre alkoholiseret og havde opført sig uanstændigt ved flere lejligheder. Guldet var glippet og vores trup fremstod splittede, umotiverede og i konflikt med hinanden.
Jeg troede også meget på projektet, da man i december 2010 præsenterede den nye strategi. Det hed sig, at vejen ind i fremtiden var opbygget om OB´s historiske værdier, ydmyghed og hårdt arbejde, en stærk ambition om at satse på flere unge, fynske talenter også skulle vi tilmed til at være et boldbesiddende hold, som spillede underholdende tikki taka fodbold.
Det lød perfekt, vi havde set alt for mange unge fynske talenter forlade klubben, uden at de havde fået chancen på førsteholdet, for siden at få storsucces i andre klubber. Det var voldsomt utilfredsstillende at være vidne til. Desuden virkede det som, at man lykkedes godt med ”Øens hold” satsningen. Det var i hvert fald tydeligt, at årene med succes og de mange gratis billetter til de yngste fynske fodboldspillere medførte færre FCK og Brønbytrøjer i de Odenseanske skolegårde og i gadebilledet. En naturlig del af dette,måtte jo være at satse på ærgerrige unge fynboer, eller hjemkommende stjerner med ægte klubfølelse og hjerte.
Det var en tid, hvor vi alle var lidt forelskede i FC Barcelona og misundelige på FC Nordsjælland, hvad gir i mig, fucking Farum vinder et Danmarksmesterskab, på flot spil og unge talenter. Det burde have været os, var mit rationale – hvis vi bare havde fyret de gamle nisser noget før.
Jeg var overrasket, da man præsenterede Henrik Clausen, jeg var indtil da overbevist om at man ville hente den gamle OB stjerne og tidligere U21 landsholdstræner Keld Bordinggaard ind, da han virkede oplagt i forhold til den udmeldte strategi, men jeg lod igen optimismen sejre og troede fuldt og fast på, at Henrik Clausen var det næste trænerstjerneskud, som han blev fremstillet som ved præsentationen.
Vi stod der alle sammen, da champions league hymnen lød over Odensestadion, vi havde netop slået mægtige Panathinaikos ud og euforienville ingen ende tage, jeg har ikke i min tid som OB fan (fra 1994 og frem) oplevet ligeså fantastisk stemning på stadion, som i det øjeblik da Hans Henrik Andreasen bragte os foran 1 – 0 imod Villa Real. Hele stiften hoppede, selv langsiden var med og vi vandtkampen.
Men alt gik galt derefter. Drømmen brast og forvandlede sig til et mareridt, et mareridt som vi endnu ikke er vågnet fra.
Man begyndte at ane uråd, da det tog pokkers lang tid at finde en sportsdirektør. Vi fik at vide, at man skulle finde den helt rigtige, der var brug for en ordentlig proces for fremtidens OB og indtil da havde Thomas Christensen styr på det. Endelig fandt man Poul Hansen. Den lune sønderjyde med den store indsigt og jeg vandt håbet rigtig tilbage, da man ansatte Troels Bech, det var svært ikke at være småforelsket i hans formidable retoriske evner og han var sågar i spil som landstræner. Hilde mænd sikke et scoop, det var selvfølgelig lidt fjollet, at han havde været i klubben så mange gange før, men han var jo Danmarks bedste træner - ja det tænkte jeg.
Jeg forstod min fejlslagne optimisme og tabte tilliden til Troels Bech i foråret 2013. Vi behøvede bare 1 sølle point for at klare frisag og undgå nedrykning, men vi tabte 6 kampe i streg, ”Danmarks bedste træner” kunne ikke engang sikre sig en enkelt uafgjort i 6 forsøg, barrikader målet, kør bussen ind, flæk modstanderne, det er liv eller død for pokker! Vi klarede det kun fordi de andre hold var endnu dårligere. Troels Bechs fantastiske retorik, som jeg havde elsket så meget, blev mere og mere irriterende og jeg begyndte langsomt at huske hvordan at stiften havde sunget; ”aldrig, aldrig, aldrig mere Troels Bech.” Nu er han væk, som så mange andre.
Var det strategien der slog fejl, var den klub som Brik, Viggo og Lars O efterlod i så dårlig stand, at den ikke stod til at redde, havde man gamblet på Danmarksmesterskabet og tabt det hele på gulvet? Eller var det en række af uheldige situationer, relationer og personer? Var det Poul Hansen, Thomas Christensen, Niels Thorborg, eller Troels Bech? Er OB et minikosmos af finanskrisen, er vi fodboldens Island som for sent vågner op og opdager at der ikke bare er røg i køkkenet, men ild i hele huset?
Med fyringen af Troels Bech og ansættelsen af Ove Pedersen er jeg endnuengang optimistisk. Glem tikka taka og prosession, hvis man tænker over det, er et solidt forsvar og en god fight så ikke mere OB end alt det andet vi har flirtet med? Husk på ydmyghed og hårdt arbejde - Lange bolde til Miti og Søren Andersens skudfinter. Den succes jeg har oplevet i OB har været opbygget om fight og en solid defensiv. Jeg tror vi vil rejse os igen. Endnu engang har jeg håb og tro til min klub – til Ove P og til det nye OB :)
spot on, og lad os håbe der går fremad og der igen vil blive investeret i nogle profiler.
Comment