"Alt er lort, men..."-tråden

[claudes1]

Det sidste lange stykke tid har forum været domineret af negativitet over tingenes tilstand i OB. Det er der intet at sige til. Jeg er selv en del af koret. Pilen peger ikke ligefrem opad på mange parametre – nærmest det modsatte, eller det er nogle sammenhænge nærmest ikke til at få øje på en pil.

Det er måske nu, at vi som fans lige skal minde hinanden om, hvorfor vi er fans og om der virkelig ikke er noget positivt i vores klub? Der er 47 tråde, hvor vi hælder galden ud og det er der brug for. Men netop derfor er det er ikke meningen at denne tråd skal blive fyldt med ”det er lige meget at det og det er positivt, når NT er for roret – så bliver det alligevel lort” eller lignende kommentarer. Der er naturligvis fri debat. Så hvis man ikke kan lade være med at tage pusten af de positive ting folk måtte komme med, må man naturligvis gøre det. Det er bare ikke intensionen fra trådstarters side.
Jeg vil gerne starte:

Jeg har fuldt OB siden min far tog mig med i Ådalen for første gang i 1981. Vi var nede og se en serie 1 kamp eller lignende. Mine forældre var skilt og når jeg var hos min far hver anden weekend kørte vi Odense tyndt for at se fodbold. OKS og OB var favoritklubberne. OKS havde en spiller med én arm – det var vildt for en dreng på 7 år ;o) Vi så serie-kampe, Fyns serie, Danmarksserie og nogle gange 1.divisionsholdet. Jeg fik 5 kroner, så jeg kunne løbe op i cafeteriet i Ådalen og købe en Kæmpelæske eller en Faxe Kondi i en ølflaske (!). Det var sejt. Jeg kan stadig huske duften af det rengøringsmiddel man brugte i klubhuset, når man gik igennem gangen med omklædningsrum på begge sider af gangen med klinker på gulvet hen til trappen op til cafeteriet. Man mødte en gang imellem Lars Høgh som smilede til en og man fik sommerfugle i maven over at man havde set en fodboldstjerne. Årene gik og man fik andre mere presserende interesser i teenageårene, men OB blev ved med at ligge i blodet. Jeg var på stadion mod Kaiserslautern, Real Madrid og Parma. Jeg og min bedste ven sov i Rosengårdscentret for at få billet. Jeg arbejdede som opvasker på OCC, det år, hvor vi var nede at vende i 1. division og fordi OCC var sponsor fik jeg fribillet og var næsten ude og se samtlige hjemmekampe det år. Efter endt uddannelse endte jeg i København, fordi jeg ikke kunne få job på Fyn. Her blomstrede min interesse for OB igen op. Lokalpatriotismen levede. Vi var en række bekendte, som mødtes på næsten alle aways på Sjælland og var med i Malmø til den famøse kamp, hvor hjemmeholdets fans forsøgte at beskyde os med fyrværkeri. Vild away. Vi var i Køge en onsdag aften, hvor Ole OB var pænt vissen. Og vi var i Parken, da vi slog FCK 4-2. Endelig blev det muligt at få job i Odense og jeg vendte hjem. Jeg fik min far overtalt til at vi skulle have sæsonkort. Ja faktisk købte jeg bare et til ham og mig. Han har fødselsdag i slut juli. Så det er den oplagte fødselsdagsgave. Vi var forenede igen omkring OB – far og søn. Han havde altid to marcipanbrød med i lommen, som han pakkede frem i halvlegen og så snakkede vi løst og fast om OB – dengang og nu og om resten af livet og hverdagen. For nogle år siden blev han desværre for gammel til at komme på stadion, så nu snakker vi kun OB, når vi ses eller snakker i telefon. Jeg har selv skruet lidt ned for mine stadionbesøg. Jeg træner selv et pigefodboldhold på højeste niveau og er derfor selv i Århus, Horsens, Vejle osv. i weekenden for at stå for deres kampe. Men jeg ser alle OB-kampe på TV og enkelte på stadion. Jeg læser alt, hvad der bliver skrevet herinde og jeg hører SFÅ. OB betyder meget for mig – nok fordi det hele startede som et ”far og søn”-projekt for ca. 40 år siden.

Så sker der slet ikke noget i Ådalen, som man kan glæde sig over i disse tider? Jo!

Jeg blev glad, da jeg hørte, at OB har taget initiativ til at lave en OB-ambassade i KBH. Det synes jeg er en fremragende idé, som jeg selv ville have benyttet mig af i mine 8 år i hovedstaden. Det synes jeg er innovativt og vidner om, at man forsøger at bevæge sig væk fra provinsbyattituden, som har hersket i klubben i mange år.

Jeg synes, at det er fremragende, at man blev i Ådalen og det lykkedes at opgradere forholdene, så de er tidssvarende. Det vidner i min optik om, at man har øje for historien og traditionerne i OB, hvilket jeg synes er vigtigt i en tid, hvor penge synes at være det eneste mål og middel i fodboldverdenen. Det er lige meget at det nok var JH, som de fleste elsker at hade, som fik gennembruddet med kommunen. Jeg vil ikke lade det påvirke min glæde over at det lykkedes.

Jeg bliver positiv, når Frederik Hestbjerg i SFÅ fortæller at fynske ungdomsspilere nu i meget højere grad vender blikket mod OB end mod ikke fynske klubber, når de søger stedet at få forløst deres talent. Det betyder, at man har gang i noget godt på ungdomssiden. Jeg har en kollega, som har sin søn inden over U13-årgangen i OB og fortæller at det køres knivskarpt og top professionelt både over for barnet og forældrene.

Jeg glæder mig, når det endelig lykkes for et større antal unge spillere at slå igennem på 1.-holdet. Hvornår er det sidst sket? Det giver håb for, at strategien med egen avl kombineret med profiler udefra faktisk kan lade sig gøre i fremtiden.

Jeg spidser ører, når JM i SFÅ tydeligt fortæller at man ønsker og arbejder på at spillestil, som bygger på højt og aggressivt pres. Vi skal være dominerende med og uden bold. Det kræver fodboldspillere med det DNA det gamle OB er bygget på. Det er den fysiske spillestil, som jeg faldt for, dengang min kærlighed til OB startede. Det kan godt være, at man ikke har en hel trup, der evner denne spillestil. Men nu ved jeg, at det er projektet.

Nu har jeg kastet den første snebold og håber den kan vokse sig større med jeres hjælp, når vi minder hinanden om, hvorfor vi er OB-fans og vender blikket mod de gode ting, som der trods alt er gang i i vores elskede klub.

[Kielberg]

Dejlig fortælling Claudes 1 jeg er overbevist om de fleste herinde har det som dig. Særligt os der har fulgt OB siden barnsben.
Folk brokker sig helt vildt nogen gange. Meget af tiden med god grund, andre gange er det for meget.
Men fælles for alle er kærligheden til klubben, som den var engang, og som alle håber den bliver igen.
At folk brokker sig viser blot folk ikke er ligeglade, og at der er en stor interesse for klubben. Hvis OB kunne sætte en sæson sammen som AGF lige har gjort, ville man se potentialet er lige så stort som i Århus.
Odense trænger til noget at samles om. God sæson til alle striwede.

[Magge]

Fed historie Claudes 1 og god ide med en positiv tråd.

Lige som dig har jeg fulgt OB i mange år, det startede Slut 70’erne/ Start 80’erne hvor vi havde et fantastisk hold og spillere som Wilhelm Munk, Moseby, Donnerup og Allan Nielsen imponerede, det første idol jeg havde var John Eriksen som var en klasse angriber.
Jeg er født og opvokset på Sjælland og skal hilse og sige det ikke var nemt at følge OB dengang som knægt, for det var godt nok sparsomt hvor meget dansk fodbold der var i tv dengang, og derfor måtte min interesse for OB hovedsageligt blive stimuleret gennem aviserne om mandagen. Men da jeg blev lidt ældre kunne jeg tage cyklen og se kampene i Køge, Herfølge og Næstved altid alene for jeg var ikke så heldig at have en far eller andre som delte min interesse for satan jeg var i god form :-) . I starten af 90’erne flyttede jeg til Jylland og derfra blev det lettere især fordi jeg fik kørekort og bil men også fordi jeg fik job hos en af OB’s daværende sponsorere hvilket gjorde at jeg havde fribilletter i et par sæsoner oven i købet tit VIP billetter. Jeg fik en søn som jeg tog med da han var 4-5 år og siden da er det blevet til mange ture og blevet til utroligt mange gode timer med OB, der kom en søn mere til og også han blev “ slæbt “ med på stadion til hver hjemmekamp. Vi har nu i mange år haft sæsonkort og misser vel i snit kun 1-2 hjemmekampe ligesom vi er til hovedparten af udekampene i Jylland, Kærligheden til OB vil altid være der og den er så indgroet i os at selv 10 års elendighed og ungerne er blevet teenager og voksen ikke får os til at pause turene til stadion selvom de 100-110 km hver vej nogle gange har været meget lange og tavsheden hjem i bilen til tider har været larmende.

Vi har haft helt ufatteligt mange fede oplevelser med OB , været på vel samtlige stadions i Danmark, pokalfinaler, EL, Royal League, CHL kval og en tur i første Div.

Lige nu er det glædelige at vi har OC i mål og at der er nogle spændende unge spillere på vej og så er håbet at JJ endelig kan få en skadesfri sæson. Vi går ind til endnu en sæson hvor forventningerne er 7-9 pladsen men håbet selvfølgelig er mere end det.

Negativiteten kan vi diskutere i de andre tråde.

[ChrisOB]

Familie. Fynsk identitet. Mit hjerteblod. Passion.

For mig er OB først og fremmest en uløselig del af mig og store dele af min familie. Det har det været i 28 år, siden en ven af familien tog mig med på stadion til en kamp mod AaB, og Lars Elstrup headede kuglen uindtageligt op i hjørnet, mens jeg allerede dér fandt min stamplads på de gamle slidte ståpladser i den høje målende med fuldt view ned til den gamle måltavle, som man så stillede sig ved, når man frit i halvlegen kunne bevæge sig fra den ene ende til den anden.

Det var i de tidlige år, at min passion fandt sit nye hjem i mit hjerte, hvor en tur på stadion blev en næsten lige så naturlig ting som at ånde, hvor mindet om ansigtsudtrykket på Brøndbys Uche Ukechukwu, da dommeren godkendte at Steen Nedergaard skovlede bolden fra bag baglinjen, rundt om stolpen og i mål og OB vandt 2-1, stadig står så klart i min hukommelse, som det øjeblik hvor jeg mærkede, at sejre over Brøndby lige er den tand federe end alle andre. En følelse, der blev forstærket tifoldigt med Tembos drømmehug ca 10 år senere.

Mindet om Nedergaards skovlemål og senere hen kanonkuglen, der kilede sig op i de mørke netmasker og fjernede støv i trekanten imod Linfield skaber stadig kuldegysninger i min krop, og den blev ikke mindre da jeg spottede manden selv i min lokale Meny den anden dag.

Det bragte straks andre minder på banen: Kaiserslautern, pokalfinalen i 1993, at være i kø i Rosengårdcentret som jeg har tilfælles med trådstarter og sikkert rigtigt mange andre. Piitch invasion i Århus, Djiby, Højer, Miti, Søren Berg-Berg-Berg, Krogh'en han er nekrofil.

Minder om utallige ture rundt omkring i både ind og udland. Malmö, Hillerød, Farum, Haderslev, Esbjerg, Ådalen, Hjallelse, Kolding, Aalborg, Malmö, Endchede, Athen etc...

Træninger set, unge Falk og Eriksen, legendariske mål, interview med Per P, stemningen ved pokalfinalen i 02, hvor man kunne fornemme det allerede da man trådte ind i katakomberne under Parken, følelsen da Bechara headede den ind og hele Stiften gyngede mod Villareal.

Lars Høgh - Miraklet.

Alt sammen et lille udpluk af en større buket, som for altid vil gøre at OB bare hører til. Uanset hvor mange gange forskellige personer og omstændigheder, nederlag og vanvittige beslutninger har haft direkte negativ indflydelse på både skrivierier og dagligdag.

Der er sikkert ikke nogen, der vil tro det, men det er muligt at påpege at alting eller det overordnede p.t er "lort", og så stadig være lige så glad for OB som man var for 28 år siden. Jeg kan godt glæde mig. Også selv om jeg er en negativ bannerfører.

Det er passion. Intet andet. Og den passion vil aldrig dø ud for mig.

For mig er den største glæde, når jeg ser små drenge og piger i OB trøjer i Blåvand. På træningsbanerne og i bybilledet. Potentialet er der, så det er op til de i øjeblikket besiddende at få de trøjer på purkene. I første omgang ser det ud til at de får dem på de unge talenter. DEJLIGT!

Næste skridt er at implementere en passioneret spillestil, som skal være den samme, indstillingsmæssigt hele vejen ned. Vi skal ikke være en lurepasser klub. Vi skal i flæsket på modstanderne som en rigtig Hemmingsen eller en Schjønberg/Dethlefsen. Men vi skal også være en Mads Timm og en Rasmus Falk.

Vi skal være klubben der fører fans, der som jeg kan smitte folk med vores passion, så det lykkes at ens gamle mor, der ellers ikke gav en hujende fis for fodbold, får et sæsonkort.

I negativiteten er der altid indeholdt en passion, så jeg håber, at vi atter kan skabe kø i Rosengårdcentret, fylde de fynske hjerter med smil og plastre de OB trøjer på de unge, og finde håb om at identiteten ikke er røget ud med badevandet.

MvH ChrisOB

[andlox]

Tusind tak claudes1 for idéen om denne tråd. Tak for de historier. Det varmer hjertet!

[andlox]

Det er omkring tolv år jeg er med nu. Det startede med en ret tilfældig stadionbesøg med venner fra campingpladsen. Det var en fin oplevelse og så kom tilbage ved næste mulighed. Og så kom første kamp jeg oplevede på Stiften. Og det er svært at beskrive men der skete noget. Den stemning, hvordan folk tog os tysker imod, den emotion som gik højt. Så lærte dansk for at følge klubben: læste om Høgh, målmanden som stod hele liv for sin klub, om Miraklet, om Ricardo. Og det var alt så tæt på de værdier jeg elsker, det var den perfekte match.
På mit arbejde skal forholde mig meget overvejet og kontrolleret i emotionale situationer men her, på Stiften der kunne det gå fri og amok. Det blev til en anden verden for mig, til en form af frihed men med det samme også til en form af trældom: familien lærte at man kan ikke snakke med far efter et OB-nederlag men efter en sejr man kan - men kun om kampen og OB og med pauser fordi han sidder hele tid der med smartphone og diskuterer kampen i forummet.
Savner stadion så meget og det bruger nok tid til jeg står igen på RMN pga Covid og mærker at der mangler noget i mit liv jeg har brug for. Spørger mig om og hvordan det kan blive igen der som tidligere: fællesskab, tæt tilsammen, syngende, råbende, hoppende.

Esben Ruud med en fantastisk tilbageløb og tackling efter et gennembrud. Lasse Nielsen som spytter tænderne ud på banen og går ind igen. Første udebaneture og det gik til Brøndby hvor Fester scorede sejrsmål og man hørte kun os OB-fans til sidst på stadion selvom tromlen gik i stykker under kampen. Falk, fremtidens håb, med et skud lige i OB-hjertet. Det øjeblik da De Stribedes formand informerede os på Stiften under hjemmekampen mod Hobro at Lars Høghs operation gik godt, mange med tårer af lettelse i øjnene og kampens resultat blev ligegyldigt.
At møde Lars på stadion.
Det er OB for mig og det vil jeg aldrig glemme, det er en del af mig i medgang og modgang.
Tilhører til de "positive" herinde som ser glasset halvfyldt men må tilgive at det er ikke så let at holde humøret højt aktuelt og det lugter mere som modgang til mig. Men vi vil se hvad sæsonen bringer.
Og i hvert er der en stor glæde og begejstring om "de unge" som tiltræder og spiller sig op. U19-mesterskabet og at vi lykkes med at bringe så mange fra akademiet op i første hold. Det er bare fedt og skaber begejstring.

[Memoryhof]

Tak til trådstarter, du kostede mig lige omtrent 2.000 - prisen for to sæsonkort :). Nå, jeg havde nok købt dem alligevel, det skete dog først i forgårs. Aldrig før har jeg købt så sent. Hvorfor? Jeg har altid haft lyst til at se OB, de har altid betydet meget for mig. Gør de så ikke det mere? Jo, men ikke på samme måde. De sidste 10 års tomgang - falske løfter, ulidelig kommunikation, spillere det er mere end svært ved at identificere sig med, en usynlig ledelse - alt det, og sikkert mere, har bare drænet energien.
Jeg har før været med i perioder med dårlige resultater. Men den gang var man sikker på, at vi kom igen. At vi igen blev en klub der kæmpede med i toppen. Eller, der kom en pokaltitel. Vi var ikke bare en grå mus, hvor de fleste spillere er anonyme for en. Vi var en klub, med en fasttømret identitet, hvor hårdt arbejde på banen blev belønnet. Hvor er det i dag? Hvem går forrest, hvordan mærker man det på tribunen?
Og nej, jeg kræver ikke topresultater hele tiden. Mesterskabet i 1977 var fantastisk - her så jeg min første kamp med OB (1-1 mod "de røde"). Senere kom der en pokalfinale til. Og en til. Og lidt senere turene til Kaiserslautern og Parma. De var store for OB. og for mig. Sådan behøver det ikke være hvert år. Langt fra. Men en tur i Parken, til en pokalfinale må da være mulig? Noget der samler folk om OB igen, og giver glæde.
Nå, sæsonkortet kom så alligevel i hus. Mig og junior kan igen køre til O`ense, og se klubben i den by, hvor jeg voksede op i mine ungdomsår. Bande og stejle over alt det, der er galt, køre hjem, og sige aldrig mere. For så igen at dukke op til næste kamp. Måske man er klar til en diagnose :). Fremtiden? Jo, jeg skal nok komme, igen, år efter år. Tror desværre ikke det samme gælder for junior, og den yngste junior. Højst så længe far betaler. Og det er sgu` sørgeligt. Nå, det skal jo ikke være negativt det hele, så GOD Kamp på søndag, og GOD SÆSON :)

[Tåhyler]

Tak til trådstarter for denne tråd - og for de indlæg, jeg indtil nu har læst.
Jeg blev langsomt OB-fan, efter jeg flyttede til Fyn i 1997. Og især da jeg flyttede til Blangstedgård året efter. Jeg har flyttet en del i mit liv siden jeg forlod fødeegnen Vestsjælland i 1969 for at komme i lære. Som ung tomlede en god, nu afdød, ven og jeg til arvefjendeopgør i Holbæk og Næstved og jeg stod næsten altid på stadion på en tid hvor alle spillerne var fra omegnen. To gik på min skole. Jeg har altid levet mig passioneret ind i kampene og begyndte som fodboldtosset som lilleput den dag, det var muligt (mit fyldte 7 år). Jeg var i S.B. & I til jeg flyttede til Holbæk et par år. Kulminerede som reservemålmand på Drenge 1.
To år senere var jeg tilbage igen, men spillede ikke i klubben. Kunne bedre lide småbold og indendørs og ingen dum fysisk træning. Men så jo stadig kampe indtil 1969.
Slagelse/FC Vestsjælland er stadig en slags hjerteklub og jeg overværede oprykningskampen til Superligaen med Ove som træner og Festersen og Oliver Lund markante på holdet. Men det er også den eneste kamp jeg har set i årtier.
I København fulgte jeg Brønshøj.
Men intet har været som mit forhold til OB siden 1998. Jeg tog gerne mc eller cykel til stadion og for 12 år siden flyttede jeg til Klostervej og kunne gå til stadion. Men jeg så færre og færre kampe live. Siden flyttede jeg til en ø og har kun set et enkelt kamp live de sidste 6 år. (tilføjelse:) Og blev så glad over i fanshoppen at møde "postbudet", som ofte skulle tisse samtidig med mig.
Men har set ALLE, det var muligt at se, på tv. Og hellere det end fesne kampe på stadion, desværre.
Nu er jeg flyttet til Svendborg og håber igen at kunne gå på stadion og opleve engagement og godt spil på banen, og fans, der har noget at glæde sig over, så det ikke bliver krampagtig støtte - som er bedre end ingenting for spillerne, men jeg kan det ikke.

Det er naturligvis de gode oplevelser, der gør, at jeg hænger ved. Og også dette forum faktisk.
Jeg har aktivt spillet de fleste positioner på en hold, selv om jeg alle dage bedst kunne lide at spille 5-7 mands. Det er en stor smerte for mig at jeg ikke har spillet en kamp siden jeg måtte give op, fordi jeg blev for fed til mine knæ, da jeg (første gang) holdt op med at ryge. Sidste kamp var en veteran eller var det superveteran for B1913 for vel 15 år siden. (tilføjelse:) Jeg er begyndt og sluttet et par gange siden. Er ikke længere så fed, men min fysiske form og tilstand er meget langt fra fordums relative styrke.
Når jeg igen holder op, håber jeg at finde noget her i Svendborg. Har i al fald beholdt mine fodboldstøvler .....

Mine største oplevelser har, som jeg husker det, været pokalsejren over FCK og hjemmebanekampen mod Villareal. Turen til Berlin og kampen der var også en oplevelse. Også udebanekampe mod AAB og Brøndby - men kan ikke vænne mig til at se kampe langt fra og gennem net.
Jeg nåede aldrig at opleve hvad jeg uden tvivl vil kalde OB's bedste markspiller gennem tiderne, Allan Nielsen. Men som gammel målmand er det klart, at Lars Høgh blev et idol - og stadig er det. Og en så flink fyr.
Jeg var stor fan af Søren Berg og af .... HHA.
Med den omsider bedre ungdomsafdeling kan det igen tænkes, at der er spillere på holdet, man kender fra andre steder end stadion. Og så håber jeg, vi vil blive bedre til at indkøbe spillere, der er her mere end et par år. Har svært ved alle de udskiftninger - med min aldrende hukommelse Af samme grund blev dette indlæg nok for meget om mig og for lidt om OB.

Jeg tror den gode ungdomsafdeling, de omsider tidssvarende forhold for spillerne og de forbedrede trænere og ... sportschef (!?) vil betyde bedre tider - og mere stadion og mindre stuetv.