Det sidste lange stykke tid har forum været domineret af negativitet over tingenes tilstand i OB. Det er der intet at sige til. Jeg er selv en del af koret. Pilen peger ikke ligefrem opad på mange parametre – nærmest det modsatte, eller det er nogle sammenhænge nærmest ikke til at få øje på en pil.
Det er måske nu, at vi som fans lige skal minde hinanden om, hvorfor vi er fans og om der virkelig ikke er noget positivt i vores klub? Der er 47 tråde, hvor vi hælder galden ud og det er der brug for. Men netop derfor er det er ikke meningen at denne tråd skal blive fyldt med ”det er lige meget at det og det er positivt, når NT er for roret – så bliver det alligevel lort” eller lignende kommentarer. Der er naturligvis fri debat. Så hvis man ikke kan lade være med at tage pusten af de positive ting folk måtte komme med, må man naturligvis gøre det. Det er bare ikke intensionen fra trådstarters side.
Jeg vil gerne starte:
Jeg har fuldt OB siden min far tog mig med i Ådalen for første gang i 1981. Vi var nede og se en serie 1 kamp eller lignende. Mine forældre var skilt og når jeg var hos min far hver anden weekend kørte vi Odense tyndt for at se fodbold. OKS og OB var favoritklubberne. OKS havde en spiller med én arm – det var vildt for en dreng på 7 år ;o) Vi så serie-kampe, Fyns serie, Danmarksserie og nogle gange 1.divisionsholdet. Jeg fik 5 kroner, så jeg kunne løbe op i cafeteriet i Ådalen og købe en Kæmpelæske eller en Faxe Kondi i en ølflaske (!). Det var sejt. Jeg kan stadig huske duften af det rengøringsmiddel man brugte i klubhuset, når man gik igennem gangen med omklædningsrum på begge sider af gangen med klinker på gulvet hen til trappen op til cafeteriet. Man mødte en gang imellem Lars Høgh som smilede til en og man fik sommerfugle i maven over at man havde set en fodboldstjerne. Årene gik og man fik andre mere presserende interesser i teenageårene, men OB blev ved med at ligge i blodet. Jeg var på stadion mod Kaiserslautern, Real Madrid og Parma. Jeg og min bedste ven sov i Rosengårdscentret for at få billet. Jeg arbejdede som opvasker på OCC, det år, hvor vi var nede at vende i 1. division og fordi OCC var sponsor fik jeg fribillet og var næsten ude og se samtlige hjemmekampe det år. Efter endt uddannelse endte jeg i København, fordi jeg ikke kunne få job på Fyn. Her blomstrede min interesse for OB igen op. Lokalpatriotismen levede. Vi var en række bekendte, som mødtes på næsten alle aways på Sjælland og var med i Malmø til den famøse kamp, hvor hjemmeholdets fans forsøgte at beskyde os med fyrværkeri. Vild away. Vi var i Køge en onsdag aften, hvor Ole OB var pænt vissen. Og vi var i Parken, da vi slog FCK 4-2. Endelig blev det muligt at få job i Odense og jeg vendte hjem. Jeg fik min far overtalt til at vi skulle have sæsonkort. Ja faktisk købte jeg bare et til ham og mig. Han har fødselsdag i slut juli. Så det er den oplagte fødselsdagsgave. Vi var forenede igen omkring OB – far og søn. Han havde altid to marcipanbrød med i lommen, som han pakkede frem i halvlegen og så snakkede vi løst og fast om OB – dengang og nu og om resten af livet og hverdagen. For nogle år siden blev han desværre for gammel til at komme på stadion, så nu snakker vi kun OB, når vi ses eller snakker i telefon. Jeg har selv skruet lidt ned for mine stadionbesøg. Jeg træner selv et pigefodboldhold på højeste niveau og er derfor selv i Århus, Horsens, Vejle osv. i weekenden for at stå for deres kampe. Men jeg ser alle OB-kampe på TV og enkelte på stadion. Jeg læser alt, hvad der bliver skrevet herinde og jeg hører SFÅ. OB betyder meget for mig – nok fordi det hele startede som et ”far og søn”-projekt for ca. 40 år siden.
Så sker der slet ikke noget i Ådalen, som man kan glæde sig over i disse tider? Jo!
Jeg blev glad, da jeg hørte, at OB har taget initiativ til at lave en OB-ambassade i KBH. Det synes jeg er en fremragende idé, som jeg selv ville have benyttet mig af i mine 8 år i hovedstaden. Det synes jeg er innovativt og vidner om, at man forsøger at bevæge sig væk fra provinsbyattituden, som har hersket i klubben i mange år.
Jeg synes, at det er fremragende, at man blev i Ådalen og det lykkedes at opgradere forholdene, så de er tidssvarende. Det vidner i min optik om, at man har øje for historien og traditionerne i OB, hvilket jeg synes er vigtigt i en tid, hvor penge synes at være det eneste mål og middel i fodboldverdenen. Det er lige meget at det nok var JH, som de fleste elsker at hade, som fik gennembruddet med kommunen. Jeg vil ikke lade det påvirke min glæde over at det lykkedes.
Jeg bliver positiv, når Frederik Hestbjerg i SFÅ fortæller at fynske ungdomsspilere nu i meget højere grad vender blikket mod OB end mod ikke fynske klubber, når de søger stedet at få forløst deres talent. Det betyder, at man har gang i noget godt på ungdomssiden. Jeg har en kollega, som har sin søn inden over U13-årgangen i OB og fortæller at det køres knivskarpt og top professionelt både over for barnet og forældrene.
Jeg glæder mig, når det endelig lykkes for et større antal unge spillere at slå igennem på 1.-holdet. Hvornår er det sidst sket? Det giver håb for, at strategien med egen avl kombineret med profiler udefra faktisk kan lade sig gøre i fremtiden.
Jeg spidser ører, når JM i SFÅ tydeligt fortæller at man ønsker og arbejder på at spillestil, som bygger på højt og aggressivt pres. Vi skal være dominerende med og uden bold. Det kræver fodboldspillere med det DNA det gamle OB er bygget på. Det er den fysiske spillestil, som jeg faldt for, dengang min kærlighed til OB startede. Det kan godt være, at man ikke har en hel trup, der evner denne spillestil. Men nu ved jeg, at det er projektet.
Nu har jeg kastet den første snebold og håber den kan vokse sig større med jeres hjælp, når vi minder hinanden om, hvorfor vi er OB-fans og vender blikket mod de gode ting, som der trods alt er gang i i vores elskede klub.
Det er måske nu, at vi som fans lige skal minde hinanden om, hvorfor vi er fans og om der virkelig ikke er noget positivt i vores klub? Der er 47 tråde, hvor vi hælder galden ud og det er der brug for. Men netop derfor er det er ikke meningen at denne tråd skal blive fyldt med ”det er lige meget at det og det er positivt, når NT er for roret – så bliver det alligevel lort” eller lignende kommentarer. Der er naturligvis fri debat. Så hvis man ikke kan lade være med at tage pusten af de positive ting folk måtte komme med, må man naturligvis gøre det. Det er bare ikke intensionen fra trådstarters side.
Jeg vil gerne starte:
Jeg har fuldt OB siden min far tog mig med i Ådalen for første gang i 1981. Vi var nede og se en serie 1 kamp eller lignende. Mine forældre var skilt og når jeg var hos min far hver anden weekend kørte vi Odense tyndt for at se fodbold. OKS og OB var favoritklubberne. OKS havde en spiller med én arm – det var vildt for en dreng på 7 år ;o) Vi så serie-kampe, Fyns serie, Danmarksserie og nogle gange 1.divisionsholdet. Jeg fik 5 kroner, så jeg kunne løbe op i cafeteriet i Ådalen og købe en Kæmpelæske eller en Faxe Kondi i en ølflaske (!). Det var sejt. Jeg kan stadig huske duften af det rengøringsmiddel man brugte i klubhuset, når man gik igennem gangen med omklædningsrum på begge sider af gangen med klinker på gulvet hen til trappen op til cafeteriet. Man mødte en gang imellem Lars Høgh som smilede til en og man fik sommerfugle i maven over at man havde set en fodboldstjerne. Årene gik og man fik andre mere presserende interesser i teenageårene, men OB blev ved med at ligge i blodet. Jeg var på stadion mod Kaiserslautern, Real Madrid og Parma. Jeg og min bedste ven sov i Rosengårdscentret for at få billet. Jeg arbejdede som opvasker på OCC, det år, hvor vi var nede at vende i 1. division og fordi OCC var sponsor fik jeg fribillet og var næsten ude og se samtlige hjemmekampe det år. Efter endt uddannelse endte jeg i København, fordi jeg ikke kunne få job på Fyn. Her blomstrede min interesse for OB igen op. Lokalpatriotismen levede. Vi var en række bekendte, som mødtes på næsten alle aways på Sjælland og var med i Malmø til den famøse kamp, hvor hjemmeholdets fans forsøgte at beskyde os med fyrværkeri. Vild away. Vi var i Køge en onsdag aften, hvor Ole OB var pænt vissen. Og vi var i Parken, da vi slog FCK 4-2. Endelig blev det muligt at få job i Odense og jeg vendte hjem. Jeg fik min far overtalt til at vi skulle have sæsonkort. Ja faktisk købte jeg bare et til ham og mig. Han har fødselsdag i slut juli. Så det er den oplagte fødselsdagsgave. Vi var forenede igen omkring OB – far og søn. Han havde altid to marcipanbrød med i lommen, som han pakkede frem i halvlegen og så snakkede vi løst og fast om OB – dengang og nu og om resten af livet og hverdagen. For nogle år siden blev han desværre for gammel til at komme på stadion, så nu snakker vi kun OB, når vi ses eller snakker i telefon. Jeg har selv skruet lidt ned for mine stadionbesøg. Jeg træner selv et pigefodboldhold på højeste niveau og er derfor selv i Århus, Horsens, Vejle osv. i weekenden for at stå for deres kampe. Men jeg ser alle OB-kampe på TV og enkelte på stadion. Jeg læser alt, hvad der bliver skrevet herinde og jeg hører SFÅ. OB betyder meget for mig – nok fordi det hele startede som et ”far og søn”-projekt for ca. 40 år siden.
Så sker der slet ikke noget i Ådalen, som man kan glæde sig over i disse tider? Jo!
Jeg blev glad, da jeg hørte, at OB har taget initiativ til at lave en OB-ambassade i KBH. Det synes jeg er en fremragende idé, som jeg selv ville have benyttet mig af i mine 8 år i hovedstaden. Det synes jeg er innovativt og vidner om, at man forsøger at bevæge sig væk fra provinsbyattituden, som har hersket i klubben i mange år.
Jeg synes, at det er fremragende, at man blev i Ådalen og det lykkedes at opgradere forholdene, så de er tidssvarende. Det vidner i min optik om, at man har øje for historien og traditionerne i OB, hvilket jeg synes er vigtigt i en tid, hvor penge synes at være det eneste mål og middel i fodboldverdenen. Det er lige meget at det nok var JH, som de fleste elsker at hade, som fik gennembruddet med kommunen. Jeg vil ikke lade det påvirke min glæde over at det lykkedes.
Jeg bliver positiv, når Frederik Hestbjerg i SFÅ fortæller at fynske ungdomsspilere nu i meget højere grad vender blikket mod OB end mod ikke fynske klubber, når de søger stedet at få forløst deres talent. Det betyder, at man har gang i noget godt på ungdomssiden. Jeg har en kollega, som har sin søn inden over U13-årgangen i OB og fortæller at det køres knivskarpt og top professionelt både over for barnet og forældrene.
Jeg glæder mig, når det endelig lykkes for et større antal unge spillere at slå igennem på 1.-holdet. Hvornår er det sidst sket? Det giver håb for, at strategien med egen avl kombineret med profiler udefra faktisk kan lade sig gøre i fremtiden.
Jeg spidser ører, når JM i SFÅ tydeligt fortæller at man ønsker og arbejder på at spillestil, som bygger på højt og aggressivt pres. Vi skal være dominerende med og uden bold. Det kræver fodboldspillere med det DNA det gamle OB er bygget på. Det er den fysiske spillestil, som jeg faldt for, dengang min kærlighed til OB startede. Det kan godt være, at man ikke har en hel trup, der evner denne spillestil. Men nu ved jeg, at det er projektet.
Nu har jeg kastet den første snebold og håber den kan vokse sig større med jeres hjælp, når vi minder hinanden om, hvorfor vi er OB-fans og vender blikket mod de gode ting, som der trods alt er gang i i vores elskede klub.
Comment